Tanketom

… er ikke noget jeg normalt identificerer mig særlig godt med!

Min hjerne kører som regel på højtryk med idéer og løsninger på udfordringer blandet sammen med alverdens overvejelser om madplaner, børneliv, opdragelse, kærlighed og drømme.

Men lige nu tager jeg en pause.

For jeg er helt tom indeni.

Jeg har grublet og funderet og læst stolpe op og stolpe ned og nu må det være tid til ro.

Min hjerne kræver ro.

Det er tid til bare at være.

Tid til at sætte alt på stand by og bare flyde med strømmen.

Stole på at det der skal ske vil ske, hvad enten jeg gør noget eller ej.

Først tænkte jeg at det var noget underligt noget ikke at være sin egen lykkes smed. Jeg har altid tænkt at hvis jeg vil noget så må jeg selv sørge for at det sker. Men når jeg pludselig finder mig selv stående 100 procent forvirret, efter al min søgen efter svar, ja så må det være tid til at lade verden kører lidt rundt med mig helt uden at jeg prøver at lege Hyacint der konstant prøver at kontrollere udfaldet af alt. Det ender jo alligevel aldrig som hun håber, så måske det at slippe tøjlerne og læne sig tilbage og bare se hvor floden fører mig hen, ja det er måske en god idé.

Måske er det den eneste idé pt, der rent faktisk kan virke.

De sidste dage er det lykkedes ret godt at stoppe mine tanker og lege tanketom spilledåse 😂, men gad vide hvor længe det går endnu. Måske målet kan være resten af ugen? Eller bare resten af dagen?

Mit håb er, at når jeg ikke konstant tænker over løsninger så kommer de til mig helt af sig selv, gerne serveret på et smukt anrettet sølvfad med et lille skilt så jeg fatter det når det sker😉! Tak!

Eller måske kan min hjerne efter lidt fred og ro selv finde op og ned i livet.

Lige nu vil jeg ikke tænke men bare leve og nyde.

Det der “yde” er alligevel stærkt overvurderet, så det må blive en anden dag!

Esskocha.dk