Til skræk og advarsel… Den her kræver den helt store slikskål

Jeg er en bedre mor end kæreste, det er en sandhed der i skrivende stund fylder mit hoved op med mulige konsekvenser jeg ikke kan holde ud at tænke på!

Jeg føler ikke jeg kunne have valgt ret meget anderledes, men lige nu aner jeg ikke hvor floden vil strømme hen!

Vi elsker hinanden, men vi har såret hinanden så meget at det ville være nemmere hvis vi ikke elskede hinanden så meget.

Midt i mit forvirrede tankemylder findes der samtidig en stor irritation over erkendelsen af at måden vi mennesker lever og indretter os på, ikke som jeg før har opfattet det, er rigtig vores egen beslutning!

Det jeg mener er, at vores kultur og de forventninger verden stiller til os er smeltet sammen med det jeg/vi tror er “den rigtige måde at leve på”! Og når det så går i kludder så er der umiddelbart kun et alternativ; at blive skilt, lade børn blive til delebørn der kastes mellem forældre og nye hjem.

Men det er simpelthen for snæversynet til mig!

Fair nok vi er udfordrede. Men er det bare for en periode? Det er jo umuligt at vide!

Og hvad vil en tid hver for sig, mentalt eller/og fysisk kunne gøre for os? Hvor vil det lede os hen? Tættere sammen, nyforelskede eller ud i et nyt liv uden hinanden?

Så at skilles, når man først lige er begyndt at være sådan rigtig ærlige og lægge alle de dybest følelser og tanker på bordet, kan da ikke være den eneste mulighed.

Hvilke muligheder ligger der imellem ægteskab og skilsmisse?

For kaster vi lige alle de kulturelle og samfundsmæssige krav og forventninger over bord, så er der faktisk alternativer der, for en som mig, der altid har set verden ud fra ideologien om at kernefamilien var, omend ikke målet med livet så i hvert fald en del af det, ret så udfordrende en tanke!

For mellem gifte kærester og skilt med hver sin adresse ligger der jo alternativer så som

  • at tage en pause hver for sig,
  • tage en pause mens man stadig bor sammen
  • at leve i et åbent parforhold
  • at blive skilt men fortsætte med at bo sammen og have en dagligdag hvor begge forældre er tæt på barnet
  • og sikkert mange flere…

Men når det så er sagt så kan jeg temmelig godt forestille mig hvor provokeret nogle mennesker måske kan gå hen og blive, når jeg nu selv synes det er helt vildt hippiagtigt og mega frisindet at tænke sådan her.

Men jeg er ikke den første. Kender til mindst én anden der har tænkt alternativt om ægteskabet før mig! Susanne Brøgger “Fri os for kærligheden” 1973😉!

Det vilde er jo hvor vildt det modtages når vi tager kernefamilien op til revision! Det er som om vi ser kernefamilien som fundamentet for vores samfund og at hvis vi ændrer for meget på den så falder alt vi har levet for til jorden som om intet nogensinde havde betydet noget. Men er det ikke lige lovlig meget værdi at give kernefamilien? Jeg mener, der er mange der lever på andre måder og som ikke lever mindre værdifulde liv, men så snart man angriber tosomhedens fantastiskhed så vanker der ørefigner og røde kinder for hvad er det nu for noget! Sådan skete det for Brøgger i 1973 og sådan sker det for mennesker der vælger deres egen måde at tænke kernefamilie på!

At bo sammen med sin eksmand!

De valg du træffer har en betydning for dig, din mand og dine børn. Jeg tror på at vi alle gør det bedste vi kan indenfor rammer og med de ressourcer vi har på tidspunktet, men jeg har klart ikke været den bedst tænkelige kæreste siden jeg blev mor og der er ingen der kender mig som er i tvivl om at det af være mor i vigtighed overskygger alt andet for mig og det har min mand lidt under!

Samtidig skal han havde den største tak i verden for at lade mig være den mor jeg ønskede og ønsker, uden ham havde jeg ikke kunne være der for skønlingen som han gav mig lov og plads til.

Nu er spørgsmålet så hvordan og om vi kan finde hinanden igen.

Kærligheden er der, men er der løbet for meget vand i åen?

Det er spørgsmålet…

Esskocha.dk