Close
Hvorfor underkue lykkefølelsen i hele 3 måneder?
facebook pinterest twitter

Hvorfor underkue lykkefølelsen i hele 3 måneder?

Avatar
etaabentsind 5 februar 2016, 20:14

Endnu et tilbageblik:
Hvorfor underkues lykkefølelsen i starten af en graviditet?

Trods den glædelige nyhed og de nu tøjlede antagelser, var lykkefølelsen  i starten meget kort ..eller måske skal det nærmere beskrives som en forvirrende sindstilstand? Det lyder måske lidt værre end som så, men alt er ambivalent. Tankerne flyver rundt, har vi økonomi til det her, hvad med uddannelse, job, (min mand læser en kandidat og har over et år tilbage, før der skal findes nyt job), hvem må kende til nyheden og hvem må ikke , for hvad nu hvis ...hvis denne lille bitte skabning ikke bliver til noget? Er de PINKE streger nu også til at stole på, hvordan skjuler man nu bulen, hvornår kommer bulen og titusinde andre ting drønede igennem mit hoved.

Første besøg hos lægen gik godt, der blev sagt tillykke og altså var lægen enig i, at der i min mave, var et lille nyt liv. Det var en dejlig følelse.

Vi overvejede at få foretaget en tidlig scanning, mere for at være sikre på at fosteret lå rigtigt. Men noget indeni mig var bange for at panikke, så jeg blev stædig og ville lade tingene gå sin rette gang og vente til første planlagte skanning. Da bulen på maven hurtigt blev at se, var det svært at skjule især fra eftermiddag og frem, hvilket resulterede i at det så absolut ikke var til at holde hemmeligt, for de venner og familiemedlemmer vi så i denne tid.

Det krævede også lidt teknisk snilde og en anelse kvinde list, at få garderoben til at stå distancen på kontoret, indtil nakkefoldsskanningen var overstået. Jeg ved ikke, om det er en del af janteloven at man holder på denne "hemmelighed" indtil nakkefoldsskanningen er ovre, eller lever man virkelig i så stor en frygt for, at fosteret går til? Jeg kan ikke selv svare på hvad det var, jeg var bange for? Jeg tænkte meget på om mine chefer ville blive sure, sure fordi de skulle finde en afløser, sure fordi de nok godt vidste, det ikke kun sker denne ene gang. Jeg arbejder i en mandeverden uden lige, et revisionskontor med kun 3 piger ansat. Men alle disse bange anelser blev i virkeligheden afløst af meget forstående chefer, der jo havde set den komme. Sekundet efter det var out in the open, forstod jeg ikke hvorfor jeg havde ventet, hvorfor jeg i 2 måneder med en oppustet mave, opknappede bukser, andre spisevaner, en træthed der ikke kan beskrives, havde kæmpet for at skjule det? Og så kan jeg læne mig tilbage og hånden på hjertet sige, jeg føler med dem der til forskel fra mig, samtidige er syge af kvalme eller andet. Den dag jeg bliver gravid igen, har jeg på nuværende tidspunkt ingen intentioner om at skjule det. Næste gang vil jeg boble af lykke fra day one, især hvis jeg har det lige så godt som denne gang.