Mit liv generelt som kommende mor

En god mor sidder ikke i brysterne… Og amning i det offentlige rum vænner man sig til.

Som en meget god veninde var så sød at fortælle mig, så sidder en god mor ikke i brysterne. 

Amning er efter min mening, noget en hvis knap så flaterende herre har skabt. Tror de fleste kommende mødre, går med tanken om at de gerne vil amme deres børn, men der er bare ingen garanti for, at dette bliver en succes. 

Nogle siger at “alle kvinder har mælk nok til deres børn, det er bare et spørgsmål om vilje”. Altså indforstået at man hvis man gider kæmpe en brav kamp for amningen, altid kan mætte sit barn. Jo jo bevares, meeeeen her må jeg tilstå at tanken om at amme måske 20 gange på en dag for at få alt til at køre, kan slå selv den mest garvede spelt mor ud af kurs, hvis man bare i et par dage skal stå distancen med et meget ulykkeligt og højlydt grædende spædbarn. For den gråd er jo, lige som størrelsen af deres hoved og øjne, lavet til at få enhver mor til at gå all in for  barnet. 

Og hvorfor nævner jeg her hovedet og øjnene? Det gør jeg fordi jeg forleden læste en artikel om at spædbørn lige som hundehvalpe er udstyret med store smukke øjne og et for stort hoved til deres krop, hvorfor de heller ikke selv kan holde nakken, netop fordi det vækker noget i en mor, der gør at hun bliver helt forelsket i det lille barn. Altså får de top point på cuteness kontoen, præcis som en hundehvalp. 

Nå men det her amning.. Ja herhjemme kører det lidt la la, men der bliver ammet i stor stil alligevel. Hver gang min bonus søster ringer mig op, spørger hun, hvad laver du? Og svaret er 9 ud af 10 gange, jeg ammer. 

Men mælken løber bare ikke altid helt til og når det gør, viser det sig så til tider, at det alligevel ikke mætter min lille pus. Og det er selv om han har været i gang i 2 x 20 min. Ja for det er jo en anden side af sagen, det tager jo hundrede år (læs 20-40 minutter og måske endda mere) hver gang baby skal fodres. 

For ikke at tale om, at man i virkeligheden så også lige bør malke resten ud, bare lige for at sikre sig at brysterne bliver tømt, således der kan løbe nyt mælk til og ikke at forglemme er det den sidste mælk der mætter … Meget lidt logisk hvis baby nu alligevel ikke tømmer dem, men dog en fordel på varme dage, hvor baby også bruger mælken som en forfriskende sommer drink og ikke bare mad. Her er det jo det første mælk, som gør det ud for en læskende mojito (det er vist mors længsel, der taler her). 

I min optik er det vigtigste, at man elsker sin baby, sørger for den er mæt, ren og glad. Bryst eller modermælkserstatning  spiller ingen rolle der. 

Og så er modermælkserstatning bare også en skøn hjælp, hvis mor skal sove lidt eller ud og hygge et øjeblik uden baby. En mor og en far kan jo også få brug for tid alene sammen uden baby. 

Og ikke fordi jeg vil skabe en kæmpe debat, men der findes stadig steder, hvor det er ilde set at amme. Jeg er mere end ualmindelig ligeglad med at sidde og amme i det offentlige rum. Jeg har som regel en stofble for, ikke kun af hensyn til sarte sjæle, men også fordi min lille søns opmærksomhed forbliver ved brysterne, når han bliver skærmet lidt af.

Jeg forstår ikke helt debatten. Jeg er enig i at man gerne kan være diskret. Altså man behøver jo ikke at lade begge babser hænge ud til offentlig skue. Men hvis man bare åbner op, retter til, lægger baby til, ja så ser man godt nok ikke meget af brystet, mens amningen står på. Jeg vil vove den påstand, at en push Up bh i en nedringet top, kan afslører det samme, hvis ikke mere. Går klart ind for amning hvis moderen ønsker det. 


Husk at elske baby og hinanden højt. 💚
Billede lånt af www.heltnormalt.dk