Close
Fastelavn, en tradition.
facebook pinterest twitter

Fastelavn, en tradition.

etaabentsind 7 februar 2016, 20:05

Fastelavn – og stadig ingen børn.

 

Fastelavn er mit navn – boller vil jeg have.

Tænk sig hvad der er sket med udviklingen af denne tradition. Jeg er virkelig glad for, at man nu om dage ikke har en levende kat i tønden til fastelavn, at det ikke længere handler om at skjule sociale skel og at løssluppenheden er afløst af det rene barnesind, der nyder at kæmpe for at få tønden, der nu er fyldt af slik, slået ned. Og ikke mindst at dette er noget der sker i fællesskab, i fællesskab med andre der nyder dagen ligeså meget, store som små, og jo måske skjuler man stadig skel, men tænker nogen på det? Et udklædt barn er vel et udklædt barn? Og så alligevel ikke helt… for har i set hvad kostumerne koster, jeg er chokeret.

Glæder mig over at kun fantasien og adgangen til en symaskine sætter grænserne. Kreativiteten længe leve.

 

I dag er der den årlige fastelavnsfest i lokal området.

For nogle år tilbage hjalp både min mand og jeg med til at afholde arrangementet, det var super skønt at se de små børn, der var fuldstændig optaget af hinandens udklædning, den varme kakao, tanken om slikket i tønden og ikke mindst de lækre fastelavnsboller.

 

I dag har jeg så deltaget i pyntning af 204 fastelavnsboller og oprydningen efter bagning af disse, fordi de som oprindeligt havde meldt sig som hjælpere havde meldt fra.

Jeg sidder lidt og tænker, hvor er forældrene, hvis børn deltager i festligheden? Er det bare mig der tænker ”man skal yde for at nyde”. Hvis jeg ønsker disse arrangementer skal bibeholdes, til min lille purk kommer ud og vokser sig stor nok til at deltage, så må jeg jo støtte op og hjælpe til. Jeg siger hermed ikke at ingen hjalp, og et enkelt barn var da også med til kagebagningen med sin mor, men det er stadig forrykt at tænke på, at folk i sidste øjeblik alligevel ikke kan hjælpe til, arrangementet står jo ikke, hvis ikke der hjælpes til.

 

Men katastrofen indtræffer jo først når arrangementet ikke bliver fyldestgørende, eller værst af alt aflyst… Og jeg kan allerede høre forældrene til de skuffede børn hviske i krogene om, hvorfor bollerne ikke var pyntet, tønderne ikke fyldt med lækkert slik, hvorfor køerne var så lange, hvorfor der ikke var tænkt på drikkevarer, var det sunde fastelavnsboller og i sidste ende hvorfor er der aflyst?

 

Jeg håber at jeg selv finder denne vilje til at støtte op om fællesskabet frem igen, når min søn kommer til verden. Og jeg håber så sandelig at dette kan inspirere andre forældre/kommende forældre til at gøre det samme. Og håber inderligt også på, at fremtidens børn igen lærer, at tingene ikke sker af sig selv.

Nå det hele skal jo ikke kun handle om det triste og det små sure opstød, her fra caféen hvor jeg sidder, kan jeg se at familierne hygger sig og at enormt mange er mødt op for at deltage.  Og det varmer mit hjerte. Smilet i de smås ansigter kan da kun skabe glæde.