5 ting du skal vide før du får børn!

Jeg er den heldige far til en smuk, lille pige på 2 måneder.
Jeg kan uden tøven sige, at de sidste 2 måneder har været de mest berigende, smukke, fantastiske og lykkelige i mit liv.

2015-10-29 16.56.02

MEN!

Det er ikke kun fryd og gammen at have fået et spædbarn i husstanden. Det er hyggeligt, jo, men nogen gange er det også hårdt!
Der er bare nogle ting man måske ikke lige får overvejet før man får børn.
Så her er endnu en liste fra min side:

5 ting du skal vide før du får barn!

1. Søvn er for teenagere.

Hvis du elsker søvn, så skal du ikke have børn. Det er egentligt meget simpelt.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst sov igennem.
Vores lille pige har endda været nem! Hun er for tiden kun vågen én gang (eller to…) hver nat.

Men selv når hun sover, så sover du helt af helvede til. Du er konstant lige henne og kigge, om hun er okay, trækker vejret og ikke har det for varmt.
Så hvis du er typen, der bliver irritabel over manglende søvn, så gør dig klar til hovedpine!

Det skal dog siges, at selvom både min kone og jeg altid har haft et godt sovehjerte og et okay stort søvnbehov, så har vi so far overlevet alligevel. Der går nemlig ikke mange minutter før man elsker det lille, nye menneske meget højere, end man nogensinde har elsket søvn.

2. Dine prioriteter ændres.

Jeg har altid været glad for visse ting; computerspil og høj musik f.eks.
Det har ændret sig drastisk på det sidste.

Forstå mig ret, jeg er stadig glad for computerspil og høj musik, men jeg er bare mere glad for min lille pige.
Så snart hun er vågen, vil jeg langt hellere være sammen med hende.
Det er naturligt, og lige akkurat sådan det skal være, men jeg kan mærke, at alt andet i verden er blevet mindre vigtigt.
Så hvis du virkeligt elsker jazz-koncerter, vin-smagninger eller bungeejumping, så kan du gøre dig klar til, at gøre alle de ting en smule mindre, men med et smil på læben.
3. Frustration!

Jeg er generelt en rolig mand. Jeg ser mig selv som nogenlunde begrænset i mine udbrud.
Jeg kan blive sur ligesom alle andre, men jeg har en god forståelse af, at holde det for mig selv.
Men når man står med en grædende baby på armen klokken kvart i tidligt om morgenen, og man skal op på arbejde om 4 minutter, så kan man godt blive lidt frustreret!

Jeg har et par gange overdraget barnet til min kone, med ordene: “Tag lige Gaia, jeg har ikke mere at give!”
Tro mig, din rolige sindstilstand bliver testet på fuld hammer!

4.  Dit forhold bliver testet.

Min kone og jeg har altid haft et stærkt forhold. Vores kærlighed har altid været ufatteligt stærk, og det er den stadig.
Men når man får sig et barn, så bliver forholdet testet! Og det bliver testet meget!
Man kan sammenlægge de 3 tidligere råd og give dem skylden.
Man sover næsten ikke, man er frustreret og stort set al fritid går til baby.

Vi har, i vores hus, snerret af hinanden mange gange de sidste to måneder.
Her er et råd, som har hjulpet os meget: Tal sammen!
Min kone har ind imellem sagt til mig: “Jeg er virkeligt træt og irritabel,så hvis jeg snerrer af dig i nat, så undskylder jeg lige på forhånd”.
Det har hjulpet meget at få sat ord på, så man ikke står helt alene og tænker: “Hold da kæft, hun er sur og tvær!”.

Bonustip: tag først diskussionen, når babyen IKKE græder. Man kan ikke tænke klart, når der er en grædende baby med i samtalen.

5. Det er alt-omsluttende!

Vi kender allesammen de der irriterende typer, som har fået et barn og siger ting som: “Du ved slet ikke, hvad ægte kærlighed er, før du har fået børn”.

Ja, nybagte forældre er forfærdelige at høre på.
… Men jeg står også selv og siger de ting!

Hver eneste gang mine venner besøger mig, skal jeg af en eller anden grund fortælle dem baby-detaljer, de overhovedet ikke har brug for.
Har mine kammerater behov for at høre om lortebleer og deres konstant foranderlige konsistens/farve/lugt?
Nej.
Fortæller jeg dem det alligevel?
Ja.

Undskyld.
Men når hverdagen i så stor grad drejer sig om bleskift, arp-behandling og zinksalve, så er det lige før jeg kan kommunikere i rene børnesangs-rim.

At blive far er det bedste jeg nogensinde har oplevet.
Det er hårdt, fantastisk, nedslidende og dejligt.

Og her kommer endnu en af de sætninger, som lyder kliché-agtige, men som er virkeligt rammende:

At blive far føles som meningen med livet.

/Dennis