A girl has a name

Mit fulde navn er Dennis Rassing Pedersen.

Rassing, som jeg har fået fra min fars side, er der ikke så mange der hedder, mens Pedersen er et af de mest almindelige efternavne i Danmark.

Jeg er stolt af begge mine navne. Pedersen fortæller noget om min baggrund, med fødderne godt plantet i den jyske muld, mens Rassing er et navn, der vist går mange generationer tilbage og startede som et kælenavn.
Rassing var i tidernes morgen unikt for drengebørnene. Et drengebarn i hver anden generation i familien skulle hedde Rassing.
Det fik jeg ødelagt, da både min far og jeg hedder det.

Da vi fik Gaia, skulle vi også blive enige om et navn.
Gaia blev vi relativt hurtigt enige om, selvom flere navne var oppe og vende, men efternavnet var mere kompliceret.
Man vil jo gerne have det hele med, men uden at give hende for mange navne.

Det endte med: Gaia Lilly Klitt Rassing.

Gaia var min idé. Jeg synes, det er smukt, symboliserer naturen og navnet har en rar og harmonisk klang i mine ører.
Lilly er en omskrivning af “Lilli”, som var min mormors navn.
Klitt er min kones mellemnavn og Rassing er, som sagt, mit.

På den måde fik vi begge familienavne, vores eget præg og en forfader med, alt i samme navn.
Min eneste bekymring er, om Gaia mon kan lide sit navn.

Jeg gik gennem en lang periode, hvor jeg syntes at “Dennis” var det grimmeste navn i verden. Det blev så slemt, at jeg i en periode kun brugte mit kælenavn: Dino.
Det hang så ved, og i dag har jeg masser af venner, der kun kalder mig dét.
Jeg er blevet glad for det, og jeg reagerer næsten lige så naturligt på Dino, som jeg gør på Dennis.

Navnet Dennis har, gennem tiden, fået et lidt blakket ry, og er til tider blevet sat sammen med navne som Brian, Tonny og Kenny, som allesammen har erhvervet sig et lidt “bøvet” ry.
Jeg var i lang tid meget ked af mit navn.

Det er heldigvis gået over, og jeg synes ikke længere mit navn bærer negativ klang.
Mit navn repræsenterer ikke en forudindtaget mening. Det har udelukkende den magt over mit liv, som jeg giver det.
Jeg tror ikke, mine venner ser mit navn som en udfordring overhovedet.

På samme måde ved jeg jo godt, at “Gaia” ikke er det mest almindelige navn i Danmark.
Hun kommer da nok til at skulle stave det en god del gange, og hun bliver da sikkert også træt af det.
Jeg håber bare, at hun ender med at elske det.

På den anden side, behøver hun faktisk ikke elske det. Hun skal bare elske sig selv.
Et navn bør ikke bære en person. Det bør blot være en praktisk måde at omtale folk på.

Jeg tror fuldt og fast på, at hvis du bærer dit navn med stolthed, giver du det mening gennem dine handlinger.
Jeg er stolt af mine navne.

Det håber jeg også Gaia bliver en dag.
For det er trods alt navne, vi har givet hende, med kærlighed i tankerne.

Har jeg nogle læsere med specielle navne? Og har i lært at elske jeres særprægede navn?

/Dennis