Allesammen, mød Gaia!

Som nogen vil have bemærket, er jeg en uge bagud med bloggen.
Det er der en rigtig god grund til!

Mandag d. 24. August kl. 08.43, kunne vi byde velkommen til det nyeste medlem af vores familie:

Gaia Lilly Klitt Rassing

2015-08-26 17.35.14

Vores lille pige blev taget ved et planlagt kejsersnit 3 uger før termin. Det er fra den dato man mener, at barnet er fuldbårent, og derfor helt klar til at komme ud.
Vi har jo tidligere mistet et barn ret sent i graviditeten, så vi valgte at få hende her ud, så snart vi kunne det.
Det er ikke en let beslutning, for hun har jo godt af at ligge derinde.
Vi kunne bare ikke bære tanken om at miste igen.

Men alt gik godt!
Mandag morgen kl. 07.15 skulle vi være på Skejby Sygehus.
Det passede os helt fint, for vi var egentligt ved at gå ud af vores gode skind allerede. Hvis vi skulle have gået en hel dag og ventet på kejsersnittet, tror jeg vi var blevet sindssyge.

Vi kom ind på en stue, Emilie fik et armbånd på, og vi blev snart ført over i “intro-lokalet” til operationsstuen.
Emilie blev spurgt efter hendes CPR-nummer mange gange, så de vidste, at det var den rigtige kvinde og så blev hun spurgt om, hvad der skulle laves, så de ikke fjernede mandlerne, et ben eller noget helt andet.

Vi hilste også på vores anæstesi-læge, som vi havde mødt før. Hun forklarede lige igen, hvad der skulle se.

Der kom en dame ud i fuldt operationsudstyr med en lille lap papir. Hun hev bagsiden af papiret og klappede det på min brystkasse.

“Far”, stod der på klistermærket.

Så står man der. Helt forvirret over de mange indtryk, nervøs som bare fanden og prøver at finde en grimasse, der passer på den nye titel.

Jeg tror, jeg fik fremstammet et; “Ja, det bliver jeg jo lige om lidt”, eller noget i den stil. For at være helt ærlig, så var jeg nok mere opmærksom på Emilie og hendes velbefindende. Det var overvældende for hende.
Kejsersnittet gik så godt, at lille Gaia kunne komme op og ligge hos sin mor lige med det samme.

Efter det, blev hun taget med ud i det tilstødende lokale, hvor jeg også fulgte med.
Der blev klippet navlesnor (af mig!), lavet APGAR-score (som hun i øvrigt lige fik fuld point i!), og så fik hun en lille smule ilt fra en lille maske.

Vi var på Skejby fra mandag til i dag, torsdag.
De tog sig helt fabelagtigt godt af os. Vi mødte mange søde mennesker på vagt, men en ung jordemoder-studerende, ved navn Sara, gjorde meget stort indtryk på mig.
Hun var rigtig god til at fornemme vores utryghed, vores glæde og alt vores nervøsitet.
Hun gik lige det ekstra skridt for at sikre sig, at vi, og Gaia, havde det godt, og jeg tror aldrig jeg vi glemme den omtanke og hjælp hun gav os i Gaias første timer.

I dag, torsdag, er vi hjemme igen efter en køretur som normalt er ret nem. Det tager os normalt i omegnen af 10 minutter at komme hjem fra Skejby. I dag tog det lidt længere.
Folk synes at køre både hurtigere og klart mere uansvarligt derude, og jeg tror aldrig hastigheden kom op over 45.

Så nu sidder vi her på sofaen, men vores lille vidunder i armene.
Hun spiser, sover, pludrer, skriger og skider som hun skal.
Jeg tror, det er første gang jeg har kigget på en ble og tænkt: “Der er godt nok meget lort, hvor er det en god ting!”

Hun er efterhånden også begyndt at åbne øjnene rigtig meget! Hun kan ikke helt finde ud af det der øjenkontakt endnu, men hun kigger rundt på alting alligevel, og især på vores ansigter.

Hvordan man kan blive så forelsket, på så kort tid, er meget svært at sige. Jeg troede ikke, jeg skulle opleve nogen større kærlighed, end den jeg har for min kone, men Gaia blæser min kone af tronen så let som ingenting. Jeg elsker virkeligt det lille menneske.

Jeg har stadig mit “Far” klistermærke. Det gemte jeg.
Det er sådan en dejlig øjenåbner.

Far.

/Dennis