At miste og få

2015-09-25 18.22.36
I skrivende stund sidder min kone med vores datter, Gaia, i armene.
Hun har lige fået mad, og er måske ikke helt færdig endnu. Hun giver i hvert fald noget lyd fra sig.

Det er, som jeg har sagt før, noget surrealistisk at have et barn på armen, når man også har prøvet at miste et.

I april sidste år mistede vi vores søn, Falke.
Som man kan læse i mine tidligere indlæg, så var det en omvæltende og voldsom oplevelse at miste et barn.

Da vi stod midt i den følelses-storm det er at miste, oplevede vi ikke ret meget andet.

Nu er vi midt i en helt anden storm.

Vi har fået Gaia. En smuk lille pige, der efter alle regler og bøger er helt normal.
Hun er akkurat ligeså fantastisk som vi have drømt om, og hun minder os om, at vores kærlighed til hinanden er ubrydelig.
Vi har de samme udfordringer og følelser som alle andre nybagt forældre: Vi er trætte, forvirrede, bekymrede og høje af lykke.

Når jeg taler med andre forældre, siger de allesammen det samme: “Årh, det kan jeg godt huske”.
De har haft samme problemer og glæder som os.
Men når man som os har mistet et barn, så er der bare lige et lag mere.

Det gjorde sig i meget stor grad tydeligt, da vi for nyligt besøgte Falkes grav.
Vi havde Gaia på armen derned, og det var virkeligt svært.
At stå med sit levende, sunde, dejlige barn på armen, mens man kigger på sin søns grav, er ikke noget jeg ønsker for selv de værste mennesker i verden.

Man bliver overvældet af uhyggeligt mange følelser, som indebærer, men ikke er begrænset til: angst, tristhed, sorg og skyld.
Den sidste skal forklares:
Det føles så ambivalent at være lykkelig over sit barn, når man tidligere har mistet et.

At miste et barn er ikke noget man “kommer videre” fra. Det er noget man lærer at leve med.
Det betyder også, at man aldrig rigtigt holder op med at sørge.

Men når vi nu står her med vores datter, så er det svært at sørge på samme tid.
Så derfor får man enormt meget skyldfølelse.
Bør vi stadig sørge over vores søn? Kan vi tillade os at være lykkelige, når vi har gennemlevet så stor en personlige tragedie?

Svaret er altid et rungende “JA!”, men det er ikke altid nemt at komme frem til det.
For det kan være ustyrligt svært at være lykkelig, mens man sørger.

Så man prøver at balancere det hele en smule.
Det er umuligt at være i sorg, når man kigger på sin lille pige, der smiler. På samme måde er det umuligt at være lykkelig ved sin søns grav.

Balancen kan være rigtig svær.

Jeg tror fuldt og fast på, at vi finder den en dag.
Falke vil for altid være en del af vores liv, og det vil Gaia også.
Vores børn kommer måske aldrig til at møde hinanden, men jeg kan garantere for at de ikke bliver fremmede!

/Dennis