At støtte sin støtte

Jo længere hen i graviditeten min kone kommer, jo mere har hun brug for støtte.

Alting bliver lidt mere svært, når man bærer rundt på en mave der altid er lidt i vejen.
Noget så simpelt som at binde sine sko, bliver en udfordring.

Oven i det kommer der træthed, hormoner og generel humørforstyrring.

Så min kone har brug for støtte.
Jeg prøver, så godt jeg kan, at være der for hende, og jeg tror egentligt også, at jeg klarer mig helt okay.
Vores lille pige er efterhånden blevet 26 uger gammel, og det betyder at vi kan mærke hende hver eneste dag.
Hun er en aktiv lille spirrevip, og hun giver os nogle store gymnastiske fremvisninger flere gange dagligt.

Men hun er også ved at være så stor, at vi kan huske, hvordan det var sidste gang.
Vi mistede vores søn sent i graviditeten sidste år, så derfor er det ikke kun glæde, der kommer med de stigende spark fra indersiden.
For når man kan mærke barnet så tydeligt, så er der også meget af tiden, hvor man ikke kan.
Nervøsiteten stiger altid lidt, når vi ikke har mærket hende noget tid.

Heldigvis ser alting ud til at være helt som det skal være. Alle vores scanninger er fine og hun er meget aktiv derinde.

Så som jeg sagde: min kone har brug for støtte.
Problemet er lidt, at jeg ikke kan gøre noget.
Jeg kan trøste, fortælle om alle de gode grunde til at være glad og prøve generelt at holde modet oppe hos min kære kone.
Men jeg kan ikke løse, forbedre eller fjerne hendes frygt.

Det er det samme med min egen frygt.
Vi kan intet gøre.

Vi er i naturens vold, og vi kan blot vente på fremtiden og alt den bringer med sig.

Måske er det en “mande-ting”. Jeg vil gerne løse problemer.
Så når min kone fortæller mig at hun er bange, vil jeg gerne gøre noget ved det. Det kan være meget svært, når det eneste man kan gøre er at se hjælpeløst til.

Det er på en lidt filosofisk måde en meget god analogi til livet generelt, synes jeg:
Livet tager os i hånden og begynder at gå. Vi kan bare følge med, nyde turen og prøve at få det bedste ud af den, mens vi febrilsk forsøger at suge så mange indtryk til os inden turen er overstået.

Nu er det ikke fordi at vi kun render rundt og er bange. Vi nyder graviditeten helt vildt!
Jeg mærker maven hver dag, taler med vores datter og prikker til maven når hun prikker til mig.
Vi går ture, ligger stille og pruster, gør børneværelset klar og alt det andet der som regel følger med.

Forskellen er bare, at vi også føler at vi lever på lånt tid. At den tid vi har med vores datter skal nydes ekstra meget, for vi ved aldrig, hvornår der kunne ske en katastrofe igen.

Men indtil andet er bevist, så tror jeg på, at naturen har gode intentioner for os.
Så vi tager livet i hånden og følger med på en tur af nye veje, nye oplevelser og nye eventyr!

/Dennis