Baby udstyr!

Jeg har nok nævnt det før, men jeg kan ikke sige det nok:

HOLD OP, HVOR ER DER MEGET UDSTYR TIL BABYER!

Vi har for nyligt været heldige at få et gavekort til ‘Kære børn’ af et vennepar.
Med gavekortet fulgte også deres katalog. Deres udførlige, helt ustyrligt store katalog.

Jeg har siddet og bladret det igennem mange gange, for hvad har man egentligt lige brug for, når nu der kommer sådan en lille størrelse til verden?
Som ‘førstegangsforældre’ er det virkeligt svært at vide, hvad man skal bruge. ‘Baby-eksperterne’ fortæller dig jo, at du har brug for det hele!

For hvis ikke du har plastik sandkasse-skovle i minimum 4 forskellige farver, så er det nærmest synd for dit barn.
Jeg er klar over, at en baby har brug for en masse udstyr, eller rettere sagt; mor og far har brug for en masse udstyr til at passe på baby.

Vi har også fået købt alle de naturlige ting; tøj, sutter, cremer og andre produkter i hobetal. Badekar, sengetøj, legedyr og alle mulige andre ting.
Men da jeg bladrede igennem, hvad der synes at være en evig strøm af baby-gear, gik det op for mig, hvor meget jeg egentligt slet ikke behøvede.

Mit barn behøver ikke 4 forskellige plast-skovle, en nakkestøtte til bilen i form af et tiger-løve-frøhopper-gazelle-dyr og da slet ikke en uro der kan spille 25 forskellige melodier.
Mit barn behøver faktisk ikke ret mange ting.

Det er mig, der gerne vil have de ting.

Jeg går i hoarding-mode og forelsker mig i samtlige små stykker ubrugeligt plastik-bras. Jeg køber gladeligt 3 forskellige sanse-klude, fordi de ligner forskellige dyr.
Helt ærligt, jeg tror ikke min datter kommer til at tænke: “Tiger?! Seriøst?! Tiger… tigere er latterlige.. giv mig elefanten derovre istedet, og så glemmer vi hele det her pinlige optrin, papa!”

Hun er faktisk nok pænt ligeglad.
Ligesom hun nok også er pænt ligeglad med, om hendes trøjer er lyserøde eller lyseblå.

Men men men….

Far er slet ikke ligeglad.

Jeg er nærmest blevet værre end min kone. Det er mig, der står i børneafdelingen af samtlige butikker vi besøger og udbryder: “Nåååååårh for sattan da, hvor er den her kyse sød! SKAT! DEN HER KYSE!”, mens min kone febrilsk forsøger at få mit stemmeleje tilbage til noget, der minder om et maskulint leje.

Jeg er faldet i den fælde, som jeg ellers svor aldrig at falde i.
Jeg er blevet et offer for en industri, der tydeligvis forsøger at prakke nybagte forældre ubrugeligt skrammel på.
De forsøger ikke engang at skjule det mere! Vi kan jo allesammen se, at det er dybt latterligt at købe alle de her underlige ting til et barn, der knapt nok ved at det har hænder endnu!

Men jeg er ikke et hak bedre end alle andre nybagt forældre. Jeg forsøger at være objektiv, fornuftig og ridderligt modig i kampen mod “den store industri”, der prøver at snyde os.
Og så ender jeg med at købe hele skidtet med hjem.

Måske er det en del af at blive far.
Jeg synes nu egentligt også, at det er meget hyggeligt.

Og så kan det godt være, at min datter ender med at synes bedre om papkassen, end dens indhold.
Men så laver vi en hule i papkassen og glemmer alt legetøjet for et øjeblik.

Nogen gange er børn så dejligt simple i deres opfattelse af verden.
De ser ikke legetøjsfabrikanternes monopol på forældre-kærlighed, den økonomiske vanvid eller nogle af de andre ting jeg altid brokker mig over.

Nogen gange ser de bare en papkasse, som uden problemer kan blive til en racerbil eller et slot, kun ved hjælp af en far, en saks og en sprittusch.

Så jeg ved ikke, om jeg skal købe en palle med flyttekasser, eller BR-legetøjs sommerkatalog.
Måske lidt af det hele?

Jeg tror, jeg leder lidt efter råd her.
Skal man købe sine børn alt det de viser på TV, man skal købe, eller skal man holde dem fra det?
Eller måske en blanding?

Under alle omstændigheder har jeg tænkt mig at finde den nærmeste papkasse, og lave mig en racerbils-tidsmaskine af en art, for alt den her snak om legetøj har gjort mig helt legesyg!

/Dennis