Babyer og biler

Nu er vores lille Gaia blevet 18 dage gammel.
Indtil nu, har hendes (og vores) liv været meget centreret omkring vores sofa.
Vi har gået en tur i nærområdet med barnevognen, men ikke noget vildt og voldsomt.

Så vi besluttede os for at prøve det der “udenfor”, som alle taler så varmt om.
Det virker pludselig som et farligt sted, synes jeg.
Der er både kold luft, andre mennesker, vilde dyr, cykler og biler (okay, de vilde dyr er nok ikke den store trussel, men alligevel…).

Vi startede blødt ud; en tur i Storcenter Nord på godt halvanden time.
Logikken gik på, at Storcenter Nord har tilpas brede gange til en ny, ikke-erfaren barnevogns-chauffør, mens der er godt med plads til et “hold lige ind til siden, baby græder som stukket”-pitstop.

Vi fik pakket Gaia i autostolen, barnevognen bagi bilen og så afsted.

Se, jeg kører normalt som en gammel mand; forsigtigt og sjældent hurtigere end absolut nødvendigt.
Den vane er bestemt ikke blevet mindre tydelig, efter jeg er blevet far.
Jeg kører så forsigtigt, at andre bilister efterhånden er tydeligt trætte af mig.

Jeg synes, at de andre bilister er begyndt at køre betydeligt mere uansvarligt!
Hvis der er mere end 4 biler i min umiddelbare nærhed, bliver jeg helt nervøs og stresset. Jeg synes, de kører for hurtigt. Kan de da slet ikke se, at jeg har et spædbarn på bagsædet?!

Turen gik i øvrigt fint. Vi kom ud og hjem i ét stykke, uden de store komplikationer.
Hvis man ser bort fra den ret besværlige montering af autostolen på bagsædet, så vil jeg kalde turen en succes.
I går gik turen så ned til Gaias mormor.
Hun bor omkring tyve minutters kørsel fra os.

Vi pakkede Gaia i autostolen, liften bag i bilen, pusletasken over skulderen og afsted.
Igen virkede det som om, de andre bilister havde glemt deres øje-hånd koordination derhjemme.
Anyways, vi kom frem til mormor i ét stykke.

Sidenote: Man skulle tro at vores pusletaske var pakket af B.S Christiansen. Vi har proviant og udstyr nok i den taske, til at klare os i flere dage. Så kan man jo spørge: “Hvor meget brugte i på turen ned til mormor?”
….. Én ble.

Vi havde en hyggelig aften dernede, og så skulle vi hjem.
Problemet var, at det nu var blevet mørkt.

Det plejer normalt ikke at være noget problem at køre i mørke, faktisk synes jeg det er rigtig hyggeligt at køre om natten.
Der er noget beroligende over de tomme veje, lysene fra trafikken og den kølige luft.
Det er et af de bedste minder jeg har fra min barndom; at sidde på bagsædet, kigge op på fars store hænder der hviler sikkert på rattet, mors hånd der nusser hans nakke og så de farverige lys fra den rolige aftentrafik. Der var bare noget magisk og beroligende ved det (og hvis man så kunne ræve-sove nok til at blive løftet ind i seng af far, så var aftenen jo komplet!).

Men når man skal installere en autostol, som før nævnt er lidt besværlig og bestemt ikke er noget én-mands job, så gør det bare ikke situationen nemmere, at der er mørkt.

Heldigvis kom min telefon til min redning, og kunne agere lommelygte for en stund.

Med den besværlige autostol monteret, gik turen hjemad igen.

Det kan næppe komme som nogen overraskelse, at jeg var lidt nervøs ved hele seancen.
Ikke nok med at vejene var mørke, kunne man heller ikke se lille Gaia, som sad godt og trygt puttet væk, langt nede i autostolens dybe dyne-omsvøbte hule.

Ja, det kan måske virke lidt fjollet, men som ny far, virker alting en lille smule farligt til at starte med.
Jeg havde nærmest lyst til at låse bilen indefra mens vi holdt for rødt, for “hvad nu hvis nogen løb op til bilen, rev døren op og stjal min baby?”.
Hvorfor skulle nogen gøre det? Aner det ikke.
Har du hørt om en lignende situation i dit nærområde nogensinde? Nej, aldrig.

Der er bare noget nervøsitet i kroppen, som lige skal brændes af, tror jeg.
På søndag besøger vi Gaias farmor og farfar, så får jeg chancen igen.

Jeg håber ikke, jeg er den eneste, der har baby-bil-angst.
Hvordan har i andre haft det? Er det blevet nemmere at køre med jeres børn?

Jeg må ud og træne noget mere.
Jeg må ud og gøre de Århusianske veje trygge igen!

/Dennis