Babytid vs. normaltid

Vores lille Gaia er nu 6 uger gammel.

De fleste kender nok godt fornemmelsen af, at tid kan være relativ.
Hvis man morer sig til en fest, går 5 timer betydeligt hurtigere, end hvis man skulle vente på bussen.
Okay, 5 timer er måske meget at vente på en bus, men det er også bare et eksempel!

Under alle omstændigheder, er jeg kommet frem til følgende sandhed: babytid går hurtigere end normaltid.

Tiden er ligesom begyndt at gå hurtigere, efter jeg er blevet far.
6 uger er fløjet forbi, og jeg synes allerede, at hun er enormt stor i forhold til, hvad hun var lige før.

Hun er officielt blevet for stor til noget af hendes tøj. Det overraskede både Emilie og mig. Det var ligesom et fysisk bevis på, at vores lille pige var vokset.
Og når man så står her, med en 6 uger gammel, 4-5 kg. tung, super opmærksom og generelt fantastisk baby, så presser følgende spørgsmål sig på: hvor hurtigt kommer de næste par år til at gå?

Vi talte om netop dette, da vi for nyligt havde besøg af Emilies søster. Da jeg nævnte, at tiden synes at flyve fra mig, sagde hun: “Jae… jeg har én, der bliver 18 år næste gang…”.
Så sad vi dér i et par lange sekunders stilhed, mens det gik op for os, hvor hurtigt tiden forsvinder.

Det er ikke første gang jeg hører lignende udtryk. Stort set alle forældre jeg taler med, mine egne inklusiv, siger at deres børn er gået fra baby til voksne meget, meget hurtigt.
Min egen mor, som egentligt ikke er en melankolsk kvinde, kan blive helt fjern i blikket når hun siger: “Jeg synes egentligt ikke det er så længe siden, at du lå nede i gården i barnevognen”:

Det er i øvrigt også noget vi taler meget om: tidernes ændrede adfærdsregler.
Da jeg var lille, var det ganske acceptabelt, at barnevognen (inklusiv sovende baby) stod nede i gården. “Man havde bare lige et åbent vindue, så man kunne høre dig” sagde min mor, sidst vi var derude.
Min far tilføjede: “Dengang skulle i sove på maven, så var det på ryggen, så på maven igen og nu er det vist på ryggen”.

Det kan være forvirrende, at være up-to-date med alle reglerne.
Jeg synes, det er svært nok at følge med min datters udvikling.
Det er sket så uhyggeligt meget i hendes første 6 uger i verden.

Lige meget hvor meget jeg prøver at nyde tiden, så flyver den altså bare afsted.
De sidste 6 uger er forsvundet i en tåge af kærlighed, manglende søvn og farlige mængder af kaffe.
Jeg har nydt tiden mere end nogen anden tid i mit liv, og jeg har aldrig været mere lykkelig, men som min kone siger: “Det er som om, at lige gyldigt hvor meget jeg prøver, så når jeg ikke at nyde det helt nok”.

Jeg har mest af alt lyst til at blive hjemme fra arbejdet, putte mig ind i en hule af dynen med Gaia og bare nyde hvert eneste sekund med hende.
Emilie ville nok blive helt sindssyg af at have mig rendende herhjemme hele tiden, men det lyder ret hyggeligt.

Jeg tager billeder, filmer og prøver at danne minder på fulde hammer.
Måske bliver det hele bedre, hvis man bare slapper af og nyder turen.

Jeg kommer til at tænke på noget en gammel kollega engang sagde til en nybagt far på pladsen:

“Spænd sikkerhedsselen – du er blevet far!”

/Dennis