Barndomshjem

Man taler tit om sit barndomshjem som værende det første sted man boede, eller det sted man voksede op.
Personligt er jeg ikke født og opvokset samme sted. Da jeg blev født boede vi på Odinsvej i Århus.

Jeg kan ikke huske noget fra Odinsvej, men der er fantastiske billeder fra solbeskinnede weekend-eftermiddage i en baggård beklædt med græs, hvor børnene løb frit omkring og legede, mens de voksne drak kolde øl i bare maver.

Mit barndomshjem er det jeg bedst kan huske. Det var Bispehaven.
Vi boede i et rækkehus i to etager med en lillebitte have.
Som min far altid siger: “Haven var lige akkurat stor nok til et soppebassin”.
Det er ikke nogen underdrivelse overhovedet, haven var virkelig klejn.

Men rammerne i og omkring barndomshjemmet er ikke altid det vigtigste.
Det er i ligeså stor grad følelsen man får i maven, når man tænker tilbage på tiden i hjemmet.
En tid med tryghed, uvidenhed, lange sommeraftener på legepladsen og en far, der endnu ikke havde klippet fuldskægget ned.
Det var perleplade-byggeri og lys-drypning med mor, mens far grillede pølser på den alt for lille grill, i den alt for lille have.

Mine forældre har aldrig været rige. Forstå mig ret, de har heller aldrig manglet noget. Vi er i ret mange henseender en ret almindelig dansk familie, men vi var ikke den familie, der købte designerstole.
Det jeg prøver at sige er, at det ikke var de fysiske ting, der skabte mit barndomshjem. Det var ikke størrelsen af vores TV, prisskiltet på vores sofa eller signaturen på malerierne på væggen.

Det, der skabte mit barndomshjem, var sikkerhed, tryghed og en fast base.

Jeg håber inderligt, at kunne give min datter det samme.

Vi står overfor et nyt eventyr i min lille familie; vi har købt vores første hus.
Vi flytter ind til 1. marts, og vi glæder os som bare fanden!
En smuk bungalow på godt 200 m2, lang indkørsel og baghave nok til at have et par høns.

Min datter kommer ikke til at kunne huske vores nuværende rækkehus i Risskov. Hun er 6 måneder gammel når vi flytter, så hun kommer på ingen måde til at have nogle minder herfra.
Det betyder at vores hus kommer til at være hendes barndomshjem. Stedet hvor hun skal føle sikkerhed, tryghed og have fast base.
Min kone og jeg er forholdsvist opmærksomme på, hvordan vores hjem ser ud. Vi vil gerne have smuk kunst på væggene, rolige farver og en dynamisk atmosfære.
Vi bruger masser af både penge og energi på at finde frem til, hvilke møbler vi skal indrette os med.
Vores datter er ligeglad.

Hun har bare brug for et tæppe, hendes legetøj og hendes forældre.
Hun er ligeglad, om vi har kunst på væggene og hun er da i særdeleshed ligeglad med mærket på TV’et.

Jeg håber virkeligt, at kunne skabe nogle rammer for hende, som vil give hende samme varme minder om hendes barndomshjem, som jeg har om mit.
Jeg tror fuldt og fast på, at et barndomshjem er med til at lægge fundamentet for resten af børnenes liv.

Jeg håber sådan, at min datters bliver bare halvt så fantastisk som mine forældre formåede at gøre mit.

/Dennis