At tale med børn om døden

De faste læsere ved, at jeg startede bloggen her, efter vi mistede vores søn, Falke.
Hvis ikke du har været med fra starten, kan du læse hans historie ved at klikke her.

2016-08-04 21.36.47

Jeg har, siden vi fik Gaia, tænkt over, hvordan jeg skal fortælle hende om hendes storebror.
Falke var, og er, en stor del af vores ægteskab, forhold og bevidsthed, så det giver mening, at Gaia også skal høre hans historie en dag.

Det er ikke noget jeg forventer at fortælle hende, så snart hun kan begribe godnathistorier, forstå mig ret, det ville være forholdsvist brutalt.
Jeg ved bare, at en eller anden dag, stiller hun nok et spørgsmål om det håndaftryk, vi har stående på hylden i stuen.
Hun vil nok gerne vide, hvorfor vores hus er døbt “Falkehøj”, og jeg vil hjertens gerne fortælle hende det.

Jeg vil ikke skjule Falke for hende. Jeg vil heller ikke gøre historien ret meget mere pædagogisk.
Falke døde før han blev født, og det kan ikke rigtig omskrives til en sød historie.

Spørgsmålet er jo bare, hvordan man får fortalt et barn om døden.

Jeg kan ikke selv huske, at blive introduceret for konceptet. Jeg tror, den første oplevelse med døden i mit liv, har været en hund, der måtte aflives, men jeg var så lille, at jeg knapt husker hunden. Der er masser af billeder af mig og hunden Buller, men jeg kan ikke selv huske ham.
Det er måske en af de ting, der bare sniger sig ind under huden på os. Lidt ligesom troen på julemanden, der forsvinder, så kan jeg ikke huske et definitivt øjeblik, hvor konceptet “død”, dukkede op for mig.

Der er sikkert rigtig mange specialuddannede psykologer, der kan fortælle mig om en procedure, man kan bruge til at informere børn om døden, men jeg har bare så svært ved at forestille mig at gøre det.
Jeg vil jo gerne fortælle Gaia om hendes bror, men jeg vil også gerne lade hende beholde hendes barnlige uskyld, så længe som overhovedet muligt.
Jeg kunne sagtens opfinde en historie om Falke i himlen, med små vinger på ryggen, der kiggede ned over os allesammen og holdt øje med, om vi lavede ballade.

Problemet er bare, at hverken mig eller min kone tror på det.

Så spørgsmålet er i virkeligheden; skal jeg lyve for min datter, for hendes uskylds skyld, eller skal jeg fortælle hende at folk dør, som en helt naturlig del af livet.
Jeg er så bange for, hvad der sker, når hun en dag opdager, at alle skal dø.

Selvom jeg har brugt 30 år i livet, så undgår jeg stadig tanken om mine forældres dødelighed med en panisk og vild passion.
Jeg ved jo godt, at ingen lever evigt, men mine forældre er måske undtagelsen.
Generelt er det jo ikke rart at tænke på døden. Det er også derfor, den er så stort et tabu.

Min kone og jeg har haft døden tættere inde på livet, end vi havde håbet.
Jeg havde ikke forventet, at jeg, på noget tidspunkt i mit liv, skulle lægge et barn i en kiste.

Jeg vil helst ikke bringe den sorg videre til min datter.
Men jeg vil bestemt heller ikke frarøve hende historien om Falke.

Det kan sagtens ske, at det kommer helt naturligt, men Gud, hvor jeg dog frygter det.

/Dennis