At bruge tid på ingenting

Jeg har lige haft fødselsdag.
Jeg fyldte 31 år og havde egentligt ikke det store behov, for at holde en fest i den anledning.

Heldigvis kom jeg udenom festen ved et tilfælde; mine forældre inviterede min kone, min datter og jeg til Tunø.

Min faster har sommerhus derovre, som vi kunne låne weekenden over.
Vi tog den lille, hyggelige færge derover og fik dermed også søsat Gaia for første gang.

Vi var lidt nervøse for, hvordan hun mon ville tage hele overfarten, men hun synes egentligt bare, at det var sjovt.
Jeg tror ikke, hun havde ret meget opmærksomhed på selve sejladsen, da både farmor og farfar var med på båden. De var meget mere interessante end både vand, færge og omkringflyvende svaler.

Allerede på færgen stod det klart, at vi var på vej til et lokalsamfund, der var noget andet end normalen. Vi fik placeret os ved siden af en familie, som uden tøven begyndte at lege med Gaia. De gav hende en pommes frites og lavede ansigter hele vejen til Tunø, og viste et glimrende eksempel på åbenhed og venlighed.
Hvad vi ikke vidste var, at familien ville gøre Gaias tur endnu bedre, bare ikke helt endnu.

Vi ankom til Tunø i silende regnvejr. Med kufferter i trækvognen og regnslag på barnevognen fik min far og jeg slæbt vores baggage op til huset, mens pigerne haltede bagefter med Gaia.
Hun lod sig ikke sådan mærke af regnen, og havde klart mere travlt med at hoppe i vandpytter end at komme i tørvejr.

Det man opdager, når man ankommer til en ø som Tunø er, at der ikke er ret meget at foretage sig.
Jovist, de har da en lille minigolfbane og en fantastisk smuk natur, men sammenlignet med fastlandet, er der ikke meget at give sig til.
Det er både godt og skidt, men med hensyn til vores lille ferie, var det udelukkende en god ting.

Vi havde ingen planer på Tunø. Vi skulle bare fejre min fødselsdag, være sammen, grille og spise is.
Og det skal jeg love for vi gjorde.
Vi foretog os absolut ingenting, og det var helt fantastisk.

Det meste af tiden blev brugt på gåture og havehygge.

Os voksne hyggede os gevaldigt, men jeg tror, Gaia hyggede sig mere.
Hun fik en sjælden mulighed for at have alle de voksnes uforstyrrede opmærksomhed.

En hel weekend med mor, far, farmor og farfar, hvor vi ikke havde andet at lave end at være sammen. Det var tydeligt at se, at Gaia nød det til fulde.
Hun var ét stort smil det meste af turen, og det var tydeligt at mærke, at hun nød stilheden.

Der er noget smukt i sådan en omgang “tvungen” stilhed.
Når man ikke har andet at foretage sig, så kan man være “rigtigt” sammen med hinanden. Man kan se naturen uden at skynde sig, nyde en kold øl i solen og ikke bekymre sig om andet end at hente én mere.

Lørdag eftermiddag gik vi en tur rundt på øen. Det var igen en tur uden planer, så vi hyggede os bare.
Vi kom forbi et hus vi ikke kendte, men hvor folkene ved hoveddøren var nogen, vi havde set før; det var familien fra færgen.
Den meget venlige kvinde, der på færgen havde givet Gaia pommes frites (og derved gjort sig til Gaias bedste ven i verden), nærmest sprang op og løb hen til Gaia. Der var en glæde og umiddelbarhed i hendes fremtoning, som godt kunne virke lidt skræmmende, men som var helt og aldeles ren.

Mens hun pludrede med Gaia, forsvandt hendes mand ind i huset. Han kom tilbage nogle få øjeblikke senere med en lyserød delfin-bamse, som han gav til Gaia med ordene: “Se! den matcher din hagesmæk! Den skal du næsten ha’!”.
Gaia lyste op, med en blanding af ren og skær forvirring og rendyrket glæde over hendes nye bamse.
Her havde vi at gøre med nogle mennesker, som havde mødt os én gang før, og som allerede var villige til at give vores datter en gave, udelukkende på grund af deres venlighed.

Jeg ved ikke, om det er sådan resten af Tunø fungerer, men de var gode fortalere for lokalbefolkningen!

Alt i alt havde vi en dejlig tur.
Alt i alt foretog vi os intet.

Det var en fantastisk oplevelse at rive en weekend ud af kalenderen, og så bare dedikere den til at være sammen.

Jeg tror, vi skal til at indføre “ingenting”-dage herhjemme.

Ingen planer, intet arbejde.
Vi skal bare være der med hinanden, sådan rigtigt.

/Dennis