Fars morgen-liste

Når man er en familie med barn (eller børn), er hverdagen ofte præget af en del rutiner.
De fleste har en form for fast arbejdsgang, som bliver fulgt mere eller mindre slavisk.

Idag blev jeg spurgt, af en mand uden børn, om hvordan sådan en hel almindelig hverdag egentligt ser ud, når man har mini-mennesker i huset.
Jeg forklarede de store punkter: morgenritualer, aflevering i dagpleje og aftenputning, men det fik mig til at tænke over de forskellige skridt.
Og der er mange af dem!

Så for nemhedens skyld, skriver jeg dem lige ned som en dejlig overskuelig og kronologisk liste.
Jeg dækker kun tiden fra 05.30 til 07.00, ellers ville det blive for langt.
Resten af dagen må komme i senere indlæg.

Listen er naturligvis ret specifik for min familie, men hey, jeg kender ikke andre folks rutiner.

IMG_2773

05.30 – Vækkeuret (mobilen) ringer. Sluk alarmen mens du bliver blændet af lyset fra skærmen, og spørg dig selv (i stilhed), hvorfor du ikke har skruet ned for lyset på den skærm. Ærligt talt, du bliver blændet af den hver morgen… gør det nu.

05.40 – Vågn fra de sidste 10 minutters snooze og gå i panik over, hvor længe du har sovet.

05.41 – Vælt ud over sengekanten og stir undrende ud af vinduet (er det mørkt?! Hvor blev sommeren af!?)

05.42 – Tøj på, børst tænder, generel klargøring af eget selv.

05.50 – Tænd kaffemaskinen på vej gennem køkkenet (er det opvasken fra i går? Hvorfor tog du den ikke i går!?)

05.52 – Kig på din sovende kone og datter – overvej, hvor fantastiske de er og bliv lidt morgen-poetisk.

05.55 – Væk dem – du har stirret på dem ret længe nu, og det er ved at blive creepy.

06.00 – Væk dem igen – for real this time!

06.02 – Sæt kaffemaskinen igang med at brygge din “køre-kaffe”.

06.03 – Få datteren i tøjet, mens du febrilsk forsøger at holde hendes opmærksomhed væk fra skålen med slik, som du ikke fik ryddet op i går aftes, da du så 4 afsnit for meget af den der nye serie, som skal erstatte det tomrum, Game of Thrones har efterladt.

06.15 – Forsøg at børste tænder på datteren, der har betydeligt mere travlt med at fortælle, at hun har set en kat engang, og at den sagde “miav” rigtig meget.

06.16 – Overbevis datteren om, at tandbørsten ikke er et bide-legetøj.

06.18 – Undertryk et grine-anfald, når datteren synes, at du skal have børstet tænder, og kigger ind i din mund som en miniature-tandlæge-studerende.

06.20 – SKO PÅ! VI SKAL HAVE SKO PÅ NU!

06.21 – Spørg datteren, hvor hendes sko er, og bliv forvirret over hendes åbenbare forundring – de ligger under sengen, hvor skulle de ellers være?

06.22 – Sæt låg på “køre-kaffen” og start bilen.

06.24 – VI SKAL AFSTED NU!

06.26 – VI SKULLE HAVE VÆRET AFSTED NU!

06.27 – Sæt datteren i bilen, kys konen og sæt dig ind i bilen.

06.29 – Svar på 7-9 spørgsmål om, hvad der er på siderne af den bog, datteren sidder med på bagsædet. Det er en hund, et telt, en dame og en helikopter, min skat. Vi kører nu.

06.35 – Aflever datteren hos dagplejen.

06.37 – Opdag, at du er 7 minutter for sent på den, og overbevis dig selv om, at morgentrafikken nok ikke er så slem idag.

07.00 – Morgentrafikken er slem idag, du kommer for sent.

07.05 – “Nej, nej, nej chef, vi har haft en dejlig morgen, der var bare lidt meget trafik.”

07.06 – Opdag at din kørekaffe stadig står i bilen.. urørt.. og kold.

Godmorgen!

/Dennis