De privilegerede

“Hvor er vi dog privilegerede”.

Sådan lød det fra min kone den anden dag, da vi var ude at gå med barnevognen.

“Hvad mener du?” svarede jeg.

“Her går vi i solskin, på barsel med fuld løn, drikker hjemmebrygget kaffe og lytter til fuglene, der synger, alt imens vores helt normale, raske barn sover en god morgenlur”.

Lige pludseligt kommer det hele lidt i perspektiv.
Vi er så privilegerede i vores lille hjørne af verden, at man nogle gange helt kan glemme det.

Lige dér, på vores tur i solen, var vores største problem at kaffen stadig var for varm til at drikke.
Med den seneste flygtningestrøm mod Europa, kan man meget nemt se, hvor godt vi har det heroppe.

Poeten Warsan Shire skriver i digtet “Home” (oversat): “Du må forstå, ingen sætter deres børn i en båd, med mindre vandet er mere sikkert end landet”.

Det er en uhyggeligt klar beskrivelse af noget, vi forhåbentligt aldrig kommer til at opleve. Vores børn vokser op i en mere sikker, mere stabil og mere håbefuld del af verden.
At skulle sætte sit barn i en båd på den måde, må være det mest skræmmende i verden.
At man som forældre vurderer at bådturen, som i øvrigt er meget farlig, stadig er en bedre fremtidsmulighed, end det du skubber båden væk fra.

Vi kan sende vores børn i skole uden frygt for, om de overhovedet når frem.
Deres rute til skolen indebærer hverken bomber, landminer eller sindssyge, selvudnævnte soldater.

Vi kan give vores børn mulighed for gratis uddannelse. Det er næsten lige meget, hvad de vil med deres liv, for hvis de har viljestyrke til det, så står der en veluddannet underviser klar til at give dem det hele.

Vi er så heldige, at når vi går på arbejde for at tjene penge, kan vi få passet vores børn hos børnehaver, vuggestuer og dagplejere.
Steder fyldt med dygtige, uddannede, informerede og velmenende mennesker, der på bedste vis prøver at skabe en almen dannelse hos dit barn.
Det synes jeg er overordentligt smukt.

For at sætte den ultimative trumf på det hele, så kan alt det ovennævnte lade sig gøre, selv hvis du ingen penge har. Hvis du mangler økonomien til det, så hjælper alle andre danskere med til, at selv dit barn, kan få en fornuftig hjælp!

Vi glemmer, at den konstante trussel nogle mennesker lever med, er noget vi ikke kan sætte os ind i.

Som sagt, vores største problemer herhjemme, ihvertfald når jeg taler for mig selv, er petitesser i forhold til andre menneskers hverdag.
Det er muligt, at jeg har to punkterede termoruder i mit hus, men for nogle mennesker er et hus ikke andet end en umulig drøm.

Selvom vi har været igennem en stor krise da vi mistede vores søn, så føler vi os ikke mindre privilegerede. Vi har stadig så utroligt meget at være taknemmelige for.

Det er uhyre vigtigt for mig, at mine børn lærer det faktum.
De er langt mere privilegerede end størstedelen af verdens børn.

Vi tager det for givet!
Selv os voksne.

Vi glemmer at se de små ting, der gør Danmark til et af verdens mest eftertragtede steder at bo.

Jeg kommer til at bruge mange timer på, at fortælle mine børn om verden.
I de timer, håber jeg at kunne fortælle dem om verdens børn.
At der er mange, der ikke er lige så heldige som os, og vi bør gøre, hvad vi kan for at skabe en bedre fremtid for os allesammen.
Jeg vil ikke skræmme dem, jeg synes bare at de, på en balanceret måde, skal informeres om verden som den ser ud.

Børn er børn. Det er lige meget, hvilken hudfarve de har, hvilken økonomisk klasse de kommer fra, hvilken religion de vælger, hvilket land de kommer fra og hvilket sprog de taler.
De ser allesammen mod os, som forældre, for at finde mening med verden.

At skulle sætte sine børn på en båd mod en ukendt skæbne, er ikke noget man behøver tale samme sprog for at forstå grusomheden i.

Jeg tror meget stærkt på, at vi kan ændre verden gennem vores børn.
Vi skal bare lære dem, at alle mennesker griner og græder på samme sprog.

/Dennis