Når man har børn, taler man meget om dem. Det er bare naturen i at få sådan nogle.
Og man taler med andre forældre, sammenligner teknikker og prøver at lære noget af hinanden.

Jeg har opdaget, at jeg sammenligner mig selv med andre på to forskellige måder, og det er jeg ikke helt stolt af.

Den ene måde er lærerig. Jeg taler med forældre om deres putterutiner, deres måder at håndtere konflikter og den generelle logistik, der er forbundet med at have en hjemmeboende flok minimennesker.
Selvom alle børn og familier er forskellige, så kan man tit finde punkter, hvor opdragelsens kunst klikker ned i samme riller, og de fleste kan drage nytte af råd, fra andre familier.

Det kan være et smart trick til at holde legetøjet i vognen, distrahering af et surt barn på flyet eller en god lærerig app man har fundet.
Jeg elsker at høre om andres familieliv, for man kan næsten altid tage noget med hjem, som kan forbedre det kaos man befinder sig i.

Den anden måde at sammenligne, er lidt mere træls.

Det er dét jeg gør, når jeg for eksempel ser “De unge mødre”.
Jeg sætter mig foran fjernsynet med ét eneste mål: at få det bedre med mig selv.

Jeg kigger på nogle mødre som ret beset kæmper en kamp for at få alting til at fungere, men desværre bliver understøttet af klovnemusik og kreativ klipning, som får dem til at ligne lallende idioter.
Jeg er helt med på, at det program ikke afspejler den virkelighed, der foregår i de respektive familier, men det tjener dog et formål.

Problemet er, at det formål for mig, er, at føle mig bedre end dem.
Jeg kan fange mig selv i at tænke: “Okay, det kan godt være jeg håndterede den situation den anden dag forkert, men i det mindste gør jeg ikke SÅDAN DER! Jesus CHRIST!”

Jeg dømmer nogle fremmede, for at få det bedre med mine egne fejl.
Det er egentligt lidt pinligt.

Vi gør det alle sammen, det med at sammenligne hinanden og os selv.
De sociale medier gør det larmende klart, at de signaler vi sender ud, udelukkende må være positive.

Der er fandeme ikke mange Instagram-profiler dedikeret til forældre-fodfejl og sindssyge ulvetimer, baseret på forældrenes egen usikkerhed og fejltrin.
Jeg er da ikke selv nogen helgen, for jeg lægger da også kun billeder og historier op fra den glade side af familie livet.

Men når vi så sammenligner os selv med de her “perfekte” forældre ude på internettet, så gør vi det på et falskt grundlag.
Ingen er perfekte. Vi laver alle sammen fejl og lærer af dem.
Men hvis vi sammenligner os selv med perfektion, ender vi med at blive kede af det og føle os utilstrækkelige.

Jeg tror, man er nød til at finde sit grundlag for sammenligningen, før man gør det.
Forældreskab er ikke nogen konkurrence, og det handler ikke om at være bedre end den seneste mor-guru på Instagram.

Lad mig gøre det så klart som overhovedet muligt:

Mine børn spiser ikke altid økologisk og sundt. Ind imellem opstår der situationer, hvor vi ender med havregrød med kanelsukker til aftensmad. Det kan være tidspres, mangel på overskud, umulige unger, der hænger én i arme og ben, eller noget helt fjerde.

Ind imellem mister jeg besindelsen og hæver stemmen unødigt overfor mine børn. Igen, mangel på overskud og søvn kan gøre grimme ting ved én.

Og vores største barn ved udmærket godt, hvordan en Ipad fungerer. Hvorfor? Fordi det er et skidegodt redskab til umulige unger, når klokken er 40 minutter over sengetid, og vi er på besøg hos venner. Eller nå ja, når hun bare har brug for at stene en halv time efter en lang børnehavedag. Ligesom de fleste voksne også har… eventuelt bare til noget andet end “Gry og regnbueriget”, but you get the point…

Det jeg prøver at sige er; når vi sammenligner os selv med andre, så skal vi sørge for at grundlaget er i orden. Det nytter ikke noget at løbe 3 kilometer for derefter at blive ked af det over, at man ikke kan følge med Usain Bolt.

Nej, vi bør sammenligne for at lære. Vi bør bruge hinandens svagheder og mangler til at blive bedre og stærkere.
Det er ikke så farligt at have fejl.

Trust me, I know.

/Dennis