Den gode dagplejer

Vores lille pige er startet i dagpleje.
Hele samtalen om dagplejer mod vuggestue, kan blive sådan lidt langhåret og nærmest religiøs, så jeg vil kun kort nævne det her.

Vi valgte dagplejen, fordi vores datter ikke er ret god til store mænger af mennesker på én gang. Hun virker til at trives bedst i mindre grupper, så vi lod det faktisk være lidt op til hende.
Vi har ikke fortrudt det overhovedet, men det er jo også svært at sammenligne med noget man ikke har prøvet.

Jeg er sikker på, at begge dele har både gode og dårlige sider, men jeg kan naturligvis kun tale fra den ene side.

Anyways, vi har valgt dagplejen.

Vi har været heldige, for hvor vi bor, kan man ikke selv vælge en dagplejer. Man får tildelt én, som man så kan tage stilling til, men man kan ikke selv vælge.
Og vi er blevet velsignede med en ufatteligt sød, venlig og nede-på-jorden dagplejer.

Ikke alene er hun noget nært den rareste fremmede jeg har mødt i år, hun er også én af de få mennesker, der har nok børnetække til, at vores datter knytter sig til hende.
Allerede nu virker det til, at hun bliver en fast del af familien i et par år frem.

Det er en underlig følelse, sådan at aflevere ens barn til en fremmed.
Jeg er jo klar over, at det ikke bare er en hvilken som helst fremmed, hun har jo trods alt mange års erfaring med småbørn, men det er alligevel grænseoverskridende.

Man afleverer det menneske, man har kærest, til en fremmed kvinde, og håber på, at hun gør det godt nok. Jeg er slet ikke i tvivl, men tænk nu, hvis man havde afleveret sit barn hos en eller anden stjerne-psykopat, som bare var vildt god til at virke venlig?

Ja, det går nogle sindssyge tanker gennem hovedet på folk, der har børn.
Min kone har brugt de sidste 8 måneder på, at gå i symbiose med det lille menneske.
Nu står hun pludseligt og skal overrække barnet til en dame, som på ingen måde kender vores datter endnu.
Det har været noget nemmere for mig, at undvære vores datter. Jeg var tidligt i hendes liv ‘tvunget’ til at gå på arbejde, og derved være væk i ret mange timer ad gangen.

I skrivende stund har Gaia været i dagpleje i omtrent 4 uger.
Det startede med sessioner af 20 minutter, hvorefter min kone måtte komme tilbage og hente et skrigende og ulykkeligt barn.

Nu går det lidt bedre, og Gaia kan være i dagplejen fra 8.30 til 13.00 uden de helt store problemer.
Hun er stadig ikke glad for at blive puttet af andre end mor, men det er da gået fint et par gange.

Jeg har ladet mig fortælle, at nogle børn bare accepterer dagplejen fra dag 1.
Sådan er vores datter ikke, men vi voksne er jo heller ikke allesammen ens, så hvorfor forvente at børn er det?

Vi ser tiden an.
Måske er vores datter bare et af de børn, der tager lidt længere tid om at føle sig tryg ved fremmede.
Det skal der også være plads til.

/Dennis