Den “nye” far


Jeg var for nyligt til en fødselsdag, hvor samtalen landede på os fædre.
Jeg blev spurgt: “Nåh, får du så sovet om natten?”.

Det selvfølgelige svar er: “Nej, min datter er to måneder gammel, hvad havde du regnet med?”.
Men det satte en samtale i gang omkring fars rolle i familiens daglige rutiner.

Jeg fortalte, at min kone og jeg deler nætterne nogenlunde lige over. Jeg starter med at ligge i den side hvor liften står, giver hende sutten, putter hende, skifter hende og generelt tager mig af hende i løbet af natten.
Ved 2-3 i tiden, når Gaia er sulten, skifter vi side, så min kone tager resten af natten, og jeg kan sove til jeg skal på arbejde.

Det fungerer rigtigt fint for os.

Blandt den lidt ældre generation af mænd i samtalen, var holdningen en anden.
De havde ikke været oppe om natten og hjælpe til. Det var kvindernes job.

Og bare rolig, jeg skal ikke til at være feminist-retfærdighedskæmper, det er slet ikke den vej, jeg vil.

Jeg undrede mig bare.
Jeg kan slet ikke lade være med at hjælpe til herhjemme. Pusletid er da noget af det bedste far-datter tid jeg har med min lille pige.

Min kone kæmper en brav kamp hver dag, for at få alting til at fungere. Hun sørger for vores hus, vores barn og vores mad.
Jeg går bare på arbejde.
Så det mindste jeg kan gøre, er at aflaste hende så ofte som muligt.

Jeg siger ikke, at den ældre generation af mænd var ens allesammen.
Tiden var nok bare en anden.
Der var da garanteret også en masse mænd, der hjalp til dengang, ligesom der garanteret er mænd, der ikke gør det nu.

Familie-rutiner er der jo ligeså mange af som der er familier.
Vi er allesammen forskellige. Vi har forskellige liv, jobs, muligheder og begrænsninger.
Bare fordi den ene metode virker hos os, betyder det ikke, at det gør hos andre.

Men der er en generel tendens til, at forældre til småbørn bliver sure over andre folks metoder.
Det virker til, at hvis ikke du opdrager din barn efter lige akkurat den børne-guru, der sidst har været i Go’ aften Danmark, så er du i fuld gang med at ødelægge dit barn.
Der forventes noget andet af os nu, end der gjorde dengang.

Min kone går kraftigt ud fra, at jeg hjælper hende når jeg kan. Det er en selvfølgelighed for hende.
Det er det også for mig, men det har nok ikke altid været en del af far-funktionen at skulle hjælpe til med “bløde” værdier.
Den “nye” far er blevet mere følende.

Jeg er da slet ikke i tvivl om, at de gamle hanner følte akkurat samme kærlighed til deres børn, som jeg gør til mine idag, men de sagde det ikke helt så højt.
Der var en indforstået regel om, at mænd ikke talte om deres følelser alt for meget.

I dag er det jo nærmest omvendt.
Det forventes at en mand kan beskrive sine følelser ret præcist, og at han gider deltage i samtaler omkring dem.
Vi skal dele, føle og være bevidste om vores indre bevæggrunde på alle tidspunkter.

Det lyder som brok, men det er det ikke.
Jeg er af natur en ret følsom mand, så det passer mig fint at far-rollen har taget den drejning.
Men jeg tror ikke, at alle er lige så tilpasse i rollen som mig.

Det jeg prøver at sige er, at den “nye” far, ikke nødvendigvis behøver være én ting.
Måske er det okay, at vi er forskellige som fædre. Vi er jo trods alt forskellige som mænd.

/Dennis