Den svære første gang

Der er en “første gang” for alting.
I dag oplevede min kone og jeg én af dem.

Vi er for nyligt flyttet i hus, og har derfor fået samlet os IKEA-listen over alle IKEA-lister med ting, vi synes, vi manglede.
Da vi kiggede ned over listen, kunne vi med det samme se, at det ikke bare ville blive en smuttur i varehuset. Det ville blive moderen af alle IKEA-ture.
Vi besluttede derfor, at vi skulle prøve noget, som vi ikke havde prøvet før:

Vi skulle have passet vores datter.

Se, jeg har fra et ret tidligt tidspunkt, været tvunget til at være adskilt fra min datter i længere perioder. Jeg skulle på arbejde få uger efter hendes fødsel, så det kom af sig selv.
Min kone derimod, har været sammen med Gaia i stort set alle timer af hendes liv. De eneste brud i den symbiose, de efterhånden har opnået, har været når Gaia sover.
Det betød også, at min kone var noget mere ængstelig over tanken om pasning, end jeg var.

Vi besluttede os for, at få Gaia passet hos hendes farmor og farfar.

Vi kørte ud til dem, afleverede Gaia, pusletaske og barnevogn, og så gik vi ellers i gang med en større afhandling om, hvordan alting skulle gøres; hvilke ting kan hun lide, hvilke ting hader hun, hvordan plejer hun at sove, spise, skide og smile.
Alting blev forklaret. Jeg fangede mig selv i at forklare min mor, hvordan barnevognen fungerede.

Det er ikke fordi jeg ikke stoler på, at min mor kan operere en barnevogn. Det er heller ikke fordi jeg tror, hun ikke selv kan regne en ny vogn ud. Jeg ville bare så gerne have, at de skulle have en god oplevelse med pasningen, ligeså vel som Gaia skulle det.

Min mor stoppede heldigvis min noget langtrukne tale om tude-tider med et: “Jaja, vi har jo også selv haft skrigende børn engang”, mens hun smilede skævt til mig.
Det er dejligt, at mine forældre er så forstående. De ved godt, at vi er lidt overbeskyttende og påpasselige, og det er garanteret helt normalt.
Så vi efterlod Gaia og alt hendes oppakning hos bedsteforældrene og kørte mod IKEA.

Allerede da vi satte os i bilen, var der en underlig stilhed. Vi havde, teknisk set, ikke været sådan rigtigt alene i 6 måneder.
Vi kiggede ligesom bare på hinanden og smilte.
Vi blev hurtigt enige om, at det var som om vi allerede savnede hende lidt.

Vores tur i IKEA gik egentligt meget godt. Vi fik kaffe, trissede lidt rundt, blev stressede over manglende medarbejdere, fandt sager vi skulle bruge og lejede en trailer.
Det var en underlig blanding af savn og dårlig samvittighed.
Den dårlige samvittighed bunder lidt i, at man savner sit barn, men på samme tid er man egentligt også lidt lettet over, at man kun skal forholde sig til sig selv.

Der er noget ambivalens i hele den adskillelse, der er fra ens barn.

Min kone havde det nærmest dårligt over at føle sig lidt “fri”.
Jeg tror ikke, jeg har det på samme måde, igen fordi jeg har prøvet det mange gange, men jeg kan godt forstå, hvorfor hun har det sådan.

Det er jo ikke fordi, vi ikke stoler på bedsteforældrene. De har tydeligvis opdraget fornuftige børn.
Men som min kone siger: “Det er jo altså bare mig, der kender Gaia bedst, det har intet med farmor og farfar at gøre”.
Hun har også ret. Ingen kender Gaia bedre end hendes mor.
Men der er også mange generelle ting ved børn, og langt hen af vejen kan man trøste de fleste børn ved at distrahere dem eller gå en tur rundt i stuen med dem på armen.

Men de små personlige ting, dem kender kun de nærmeste.

Da vi kom tilbage fra helvedes forgård (læs IKEA), viste det sig jo også, at det var gået ganske fint med Gaia.
De havde leget, spist og gået en lang tur.
Gaia havde været glad og sur på akkurat de samme tidspunkter, som hvis hun havde været hjemme.

Måske skal vi bare vænne os lidt til at andre også godt kan passe Gaia, hun skal jo trods alt snart i dagpleje.
Under alle omstændigheder, er vi lykkelige for, at hun har oprettet et godt bånd til hendes bedsteforældre.
Ikke kun på min side, men også på min kones.

Et vigtigt familienetværk kan gøre underværker, og vi har et virkeligt solidt et af slagsen.

/Dennis