Det handler ikke om held

I dag var der en person, der sagde til mig: “Du er heldig at have din kone. Hun virker som en dejlig kvinde og en god mor. I er heldige at have hinanden”.

Og selvom jeg sagtens kan se komplimentet, så er jeg ikke sikker på, jeg er enig. Før du går til tasterne, så lad mig lige forklare;

Jeg er langt fra den samme mand, som min kone forelskede sig i dengang.
Og hun er ikke den samme kvinde.

Gennem vores ægteskab har min kone gjort meget for at gøre mig til en bedre mand og en bedre far.
Det er lykkedes på samtlige parametre, og jeg vil vove at påstå, at jeg har gjort det samme for hende.
Forhold er en mærkelig størrelse på den måde.

Men mennesker er ikke binære væsner af sind. Når folk siger: “Du er slet ikke den samme, som dengang i gymnasiet”, bliver jeg lidt forvirret.
Selvfølgelig er jeg ikke det? Det ville da være en katastrofe at give 2005-Dennis to børn, en hustru og et hus! Det ville han slet ikke have kunne håndtere!

Nej, min kone har forbedret mig, og det handler ikke om held. Vi har valgt hinanden og vi er sammen om det.
Hun har vækket mig om natten og bedt om hjælp til en lorte-ble, fordi det er fair, at vi deler byrderne i vores fælles liv.
Når jeg var træt og tvær, har hun krævet en forklaring og en krammer.

Hun har krævet af mig, at jeg ikke er en passiv medspiller i vores fælles liv, og jeg er blevet bedre på grund af det.

For at være helt ærlig, så er jeg ikke sikker på, jeg ville kunne lide mig, uden min kone.
Vi gør hinanden bedre. Både for vores egen, vores børns og hinandens skyld.
Det handler om erfaring og udvikling. Det kommer man ikke sovende til, og det kræver at man har høje forventninger til dem man elsker.

Hvis man skal leve sammen, er man nød til at sætte barren højt. Man må kræve noget af hinanden, for at et fælles liv kan fungere.

I stedet for at putte folk i kasser, baseret på deres hidtil fungerende roller, bør vi forvente forandringer.
Folk bliver ældre, klogere og bedre.
For mig, har det betydet at jeg ikke længere er gift med “den samme kvinde”, som jeg først forelskede mig i. Jeg er gift med nogen bedre.

Jeg er gift med verdens mens fantastiske kvinde og mor. Jeg er til gengæld også helt overbevist om, at hun ikke altid har været det.
Det har krævet arbejde og selvindsigt at komme dertil. Det har krævet ofringer, forståelse og frustrationer at være gift med mig.
Hvordan skal man overhovedet forstå hvad det betyder at være en god forælder, hvis man ingen børn har?
Og hvordan skal man kunne være en god partner, hvis man er alene?

Jeg er taknemmelig for min kone, det er der ingen tvivl om. Men jeg er mere taknemmelig for, at hun ikke lader sig kue.
Hun forstår, at det ikke altid er en dans på roser og at det kræver aktivt arbejde at være i et lykkeligt forhold.
Hun trykker på alle de rigtige knapper, også selvom hun ved, jeg bliver irritabel og træls.

Hun ved, når jeg kan være bedre. Hun ved det bedre end jeg gør.
Og hun har aktivt taget et valg om, at vi skal være hinandens guides gennem livet.
For når vi er villige til at acceptere en forandring i hinanden, så kan vi sammen gå mod en bedre fremtid.

For hvis ikke min kone kan påpege mine fejl, hvem kan så?
Vi kender hinanden bedre end nogle andre gør.
Det gør vi, fordi vi har været med til at skabe hinanden.

Det er dét, ægteskab betyder for mig.
Og det har intet med held at gøre.

/Dennis