Det levende hus

Jeg var i weekenden på besøg hos min ældste og næreste ven.
Han er den heldige far til 2 skønne drenge, som begge har beriget hans liv ufatteligt meget.

Ud over hans to drenge, har han også en kat – og en hundehvalp.
Det er ufatteligt, hvor meget der foregår i det hus, og alt sammen på samme tid. Efter at have brugt en dag i hans hus, er det gået op for mig, hvor stille der er herhjemme.

Jeg synes normalt, der er godt gang i vores lille hjem, med to voksne og en lille på 9 måneder.
Der er altid noget at gøre eller ordne, og man er altid bagud med projekterne.
Der er altid larm, gråd, grin eller bekymrende “Gaia! Nej, du må ikke pille ved den dér”-kommentarer.

Men i forhold til min føromtalte ven, så har vi et stille og roligt hus.
Det fik mig til at genoverveje tanken om, at få et barn mere.
Ikke fordi min ven virker belastet eller ulykkelig, tværtimod, men fordi det virkede som om, der aldrig rigtigt var ro.
Det, der overraskede mig mest, var, at de begge to havde fundet kærlighed og lykke i noget der, for mig, virkede kaotisk.
Der var noget i gang hele tiden, og de synes, at elske det.

Det er måske også det, der er charmen ved det.
Jeg elsker mit levende hus, min støjende datter, mit brummende fyr i kælderen og den sindssygt gale-glade hane, der bor lidt oppe af vejen.
Jeg kan godt lide, at tingene ikke står stille, og det er derfor mine tvivlsomme tanker om barn nummer to, hurtigt blev fejet af vejen.

Jeg kan huske, da min søster og jeg flyttede hjemmefra. Min mor sagde tit, at der var blevet så underligt stille i huset.
Måske kommer man til at savne larmen, snakken, musikken og alt det andet, der hører sig til, når man bor mange under samme tag.

Min pointe er bare, at måske man kan finde ro i uroen, når uroen nu er skabt af noget, man elsker.
Om det er børnene, hunden, hanen der galer oppe af gaden, eller den halv-store traktor, der kører rundt på nabogrunden, så er det hele med til at skabe et billede af vores liv som familie.

Vores hus er levende, og det kan jeg, som sagt, se at andre familiers også er.
Kontrasten til den evige bevægelse og larm, kom under samme besøg hos min ven.
Ungerne (og hans kone), var gået i seng, hunden lå i sin kurv, og vi sad ude i haven og drak et par øl.
Lige dér, kunne man mærke at stilheden og den uendelige ro, som sommeraftener giver, var en lille smule mere fantastisk, når det var i kontrast til dagligdagens høje aktivitetsniveau.

Selvom det virkede til, at han var ovenud tilfreds med sin plads i livet, så tror jeg lige, jeg venter med barn nummer to, lidt endnu.
Jeg tror endnu ikke, jeg har nok far-erfaring på kontoen, til at kunne håndtere et hus med to børn.

Det kommer nok. Folk har gjort det længe, og jeg har nogle fantastiske forbilleder, når det kommer til familiær organisation, ikke kun fra min egen familie, men også hos familier som den, jeg besøgte i weekenden.

Hvordan har alle andre oplevet nummer to?
Folk siger, at nummer to er nemmere.

Jeg finder nok ud af det, når nummer to engang kommer til vores hus.

/Dennis