Close
Det robuste barn
facebook pinterest twitter

Det robuste barn

faderstuen 15 juli 2016, 19:40

Unavngivet

Nu er vores Gaia blevet 10 måneder gammel.
Det betyder, at hun ikke længere er lige så meget “baby”, som hun har været indtil nu.

Babyer, hvis man kigger lidt nøgternt på det, er mere eller mindre allesammen hjælpeløse små skabninger med et usikkert immunforsvar og hang til bakterie-opsamling med hænderne.
Det er en skræmmende cocktail af “Du må ikke røre ved dét der” og “Hun har lige proppet dét der i munden, har hun ikke?”.

Jeg kan huske, at når vi lagde Gaia i  liften, så blev hun liggende dér.
Det var ikke så meget fordi hun gerne ville det, men nok mere fordi hun ikke kunne andet.
Hun kunne ligge der og kigge.

Men nu hvor hun er blevet lidt ældre, er hun langt mere mobil. Hun tæsker rundt i hele huset, falder og tumler, piller ved alting og er generelt bare blevet mere robust.

Jeg har altid været bange for at holde folks babyer. Det virker som et stort ansvar. Du rækker mig det væsen du har kærest i verden, som i øvrigt er sårbart på alle de måder der findes, og så stoler du bare på at jeg ikke taber barnet!
Hvad nu hvis jeg pludseligt skulle nyse, eller fik en omgang uventet Parkinsons?

Det virker som en helt vildt uansvarlig ting at gøre!
Jeg har, med min faderrolle, lært at børn ikke er så skrøbelige, som man først skulle antage.
De kan sagtens holde til at blive holdt. Også af mig.

Men Gaia er blevet mere robust. Ikke kun fysisk, men også psykisk. Hun er langt mere åben overfor nye mennesker, nye ting og nye dyr. (Alle dyr er i øvrigt en “vov vov” lige for tiden. Hunde, katte, fluer, køer og alle andre)

Hun er eksempelvis blevet hentet af hendes onkel K i dagplejen.

Emilie og jeg kunne ikke nå at hente hende, da vi begge skulle arbejde, så vi ringede til onkel K, som heldigvis havde tid til at redde os.
Han hentede Gaia i dagplejen, tog hende med hjem til huset og legede indtil jeg kom hjem fra arbejde.

Hun havde været i godt humør, taget det hele med oprejst pande og var egentligt først blevet lidt ked af det sidst på aftenen, hvor hun var vant til at far/mor var hjemme.

Det er virkeligt dejligt, at vores datter er blevet mere robust.
Jeg ved godt det lyder åndssvagt, men det virker som om hun er mere “person” nu.
Hun har ligesom udviklet hendes personlighed, så vi kan se langt flere facetter af den. Det er fascinerende at betragte hendes lille personlighed blomstre.

“Robust” er blevet sådan et mode-ord, som man ynder at bruge om både børn og voksne. Det betyder i alt sin enkelthed, at man skal være i stand til at håndtere ting, der ikke nødvendigvis er nemme,
Man ser det tit i jobopslag, at man skal være en “robust” person, for at kunne bestride en given rolle.

Det er lidt det samme med børn. De skal kunne håndtere flere og flere ting, jo ældre de bliver.
Jeg har ikke selv haft børn i skolealderen, men jeg kan forestille mig at det er en overvældende oplevelse, at starte i skole.
Nogle børn er sikkert gode til det, mens andre finder det enormt svært.

Så nu spørger jeg dem, der har flere forældre-point på kontoen end mig:
Er der en måde at forberede mit barn, på alle de udfordringer der uden tvivl kommer?

/Dennis