Close
Det selvstændige barn
facebook pinterest twitter

Det selvstændige barn

faderstuen 10 april 2018, 19:54

Vores datter fylder tre i år.
Det betyder mange ting, men én af dem er, at hun er blevet mere selvstændig.

Hun har sine egne meninger, holdninger og sine egne reference-rammer.

Nu hvor foråret (endeligt) har vist sit smukke ansigt, er vi mere i haven. Sidste år, var det besværligt at få lavet ret meget, når man på samme tid, skulle holde øje med en klumset lille klovn, der konstant forsøgte at komme til skade, på de mest kreative måder hun kunne.

I år er det lidt nemmere. Hun leger helt selv, og kan bruge lang tid på at lave sandkager og servere is fra hendes lille legehus.
Det er naturligvis dejligt, men det kommer også med en god del frygt fra min side.

Jeg har en indædt frygt for at hun kommer til skade, så når jeg ikke direkte kan se hende, så er jeg lidt bekymret for, om hun mon har foretaget sig noget dumt, som har resulteret i en eller anden form for skade.

De af jer, der har børn i den alder, ved at larm fra børnene er en god ting. Det er når de er stille, man skal bekymre sig.
Så mår min datter leger ovre i sit legehus, helt stille og roligt, så bliver jeg lidt nervøs.
Den fornuftige del af min hjerne ved jo godt, at hun nok skal give (højt) lyd fra sig, hvis hun har brug for noget.

Jeg synes bare, det er enormt svært at give slip. At give hende lov til at have sin egen leg i sit eget univers. Måske er det en tidlig form for “har hun ikke brug for mig længere”-angst, eller også er det bare min store trang til at kunne se hende hele tiden.
Jeg er udmærket klar over, hvor sundt det er for hende, at hun kan lege selv, men det gør det ikke ret meget nemmere.

Jeg bliver helt enormt glad, når jeg kan høre hende synge en sang inde fra sit værelse, når hun sidder med sine bamser og leger. Problemet er bare, at jeg har en ret stor trang til lige at stikke hovedet derind, bare lige for at sikre mig, at den rolige leg ikke foregår på toppen af et møbel eller i vindueskarmen.
Hvordan hun skulle være kommet derop, det ved jeg ikke, men min angst fortæller mig at det bestemt er muligt!

Når jeg så kommer ind og kigger til hende, forstyrrer jeg hendes leg, og så er hun straks tilbage til at skulle bruge min opmærksomhed for at fortsætte.
Det er en konstant træning for os begge to, at hun sagtens kan styre situationen selv.

Så da foråret ramte, sad vi i drivhuset og plantede agurker, mens vores datter legede ovre ved sandkassen.
Det var et dejligt kompromis for mig, da jeg kunne se hende gennem drivhuset, og hun fik lov at lege selv.

Nogle gange skal man snyde lidt, for at overkomme sin frygt, og dén situation var helt perfekt til det.
Det er en win-win. Vi får lavet noget i haven, vores datter hygger sig og vi får trænet “solo-legen”.
Jeg lader mig fortælle, at jeg ikke er alene om frygten.

Den konstante overvågning vi har behov for, løber åbenbart dybt i forældre-generne.
Jeg er hvert fald ikke den eneste far, der har siddet på kanten af barnesengen en sen aftentime, og kigget på barnets vejrtrækning. Bare for lige at være sikker.

Måske er frygten god ting. Vi skal jo passe på vores børn, og frygten for deres sikkerhed er jo bare endnu et værktøj til at gøre det.

Jeg går lige ind og checker til hende igen, måske bare lidt på afstand!

/Dennis