Det trodsige barn

Jeg har mange gange hørt om de såkaldte “terrible two’s” og hvordan et to-årigt barn er en kæmpemæssig håndfuld af trods, vrede og sammensmeltninger over småting.
Jeg har også tænkt: “Hvad? Min to-årige er ingen af delene.. hun er bare en glad lille mus”.

Det har ændret sig.

Jesus i himmel, det har ændret sig.

Forstå mig ret, hun er stadigvæk en glad, smilende og fantastisk lille pige, MEN!
Hun er gået ind i sin: “Hvis ikke jeg får min vilje, sådan 1000%, så smelter hele verden sammen, kapiche?”-fase.

Når jeg putter hende, er det mor, der skal putte hende.
Når mor putter hende, er det mig, der påkræves.
Vil vi spise aftensmad? Nej, men vi vil gerne have mad, BARE IKKE AFTENSMAD!

Der er en helt masse små ting, som fuldstændig afsporer hende, og sender hende ud i et decideret vredesudbrud af episke dimensioner.

Så er spørgsmålet jo, hvordan man håndterer sådan nogle sprængte sikringer.

Vi har valgt at prøve den taktik, der hedder, at tale roligt med hende, forsøge at anerkende hendes følelser og ellers fortælle hende, at hun ikke får sin vilje.
Det betyder, at hun ofte skriger som stukket, smider sig ned på gulvet og er generelt utilfreds.

Før jeg fik børn, var jeg af den overbevisning, at hvis barnet er urimeligt, så ignorerer du det indtil de slapper af.
Det er suuuuuuuuper nemt at sige, når man ikke står med et skrigende barn klokken 01:32, som IKKE vil sove, men som heller ikke vil op.
Når tankerne allerede har rundet: “HVAD ER DET DU VIL SÅ!? DU GIVER INGEN MENING DIN LILLE DJÆVEL”, er der ikke ret meget overskud tilbage, til at tage pædagogisk korrekte beslutninger.

Og det her er til jer, andre forældre; lad os nu være ærlige, ind imellem får ungerne deres vilje, udelukkende for at vi andre kan få lidt fred.
Det er ikke alle kampe, der kan tages hele tiden, og ind imellem så må man bare lade dem få deres vilje.

Jeg tager de kampe med min datter, som virker fornuftige. Hvis vi er i Netto, så får hun ikke alt hun peger på. Det giver mening.
Men er vi på besøg hos gæster og klokken nærmer sig sengetid, så giver det absolut ingen mening at tage en langtrukket kamp, som udelukkende resulterer i et kamp-hidsigt barn, der bliver umuligt at putte i seng.
Nej, så får hun sku den brunkage, og så er der ro.

Der er garanteret nogle superforældre, eller superforældre-to-be, der er militante modstandere af, hvad jeg beskriver, og det er også helt okay.
Det jeg vil frem til er, at man ikke altid kan være den perfekte forælder med den perfekte plan.
Vi er allesammen mennesker, og som mennesker må vi indgå nogle kompromisser med vores børn og med hinanden.

Så hvis du er typen, der mener at samtlige kampe bør tages, ligemeget hvor i befinder jer og hvad klokken er, så held og lykke med det.
Jeg tager den på dagsformen samt interne blikke, sendt mellem mig og min kone.

Tro mig, “Stik hende en sut, klokken er mange og vi vinder ikke noget idag” er et rigtigt blik, der findes ude i forældrenes virkelighed.

Om du er enig eller ej, så kommer kampene til os alle.
Forskellen ligger i, hvordan vi håndterer dem.
Måske vi kunne lære noget af hinanden, også selvom vi ikke er enige?

Det håber jeg.

/Dennis