En aktiv pige

I skrivende stund er “vi” 24+1.
Det er kun en betegnelse, der giver mening, hvis man har prøvet alt det her med graviditet.

Min søster, som i alle andre henseender er ganske begavet, har givet helt op på det med uger. Hun har bare sagt: “Giv mig hele og halve måneder, det er fint”.
Jeg forstår det godt; det kan godt virke lidt belastende, at skulle stå der og lave matematiske udregninger, når man bare gerne ville vide, hvor langt henne graviditeten er.
Jeg skal da også være ærlig og sige, at jeg finder det langt nemmere at følge med, når der bliver sagt “i sjette måned, sådan cirka”.

Man bruger jo ikke uger på samme måde til andre ting i livet.
Jo, jeg har måske ferie i uge 32, 33 og 34, men jeg er ikke 3+2 uger henne i min ferie.
Måske er det bare mig, der prøver at simplificere noget, der egentligt ikke er så svært, men det er samme problematik som når folk insisterer på at sige ting som: “Jeg er der om 5 kvarter”.
Nej, du er der om lidt over en time. Kvarterer bruger man kun op til 4 af slagsen, og så hedder det en time, tak.

Anyways, vi er 24+1, og vi har os en helt vildt aktiv pige.
Det er måske fordi Emilies mavemuskler allerede har været flyttet én gang før, eller måske fordi at moderkagen ligger bagtil denne gang.
Men under alle omstændigheder, har vi en aktiv baby.

Hun tumler rundt derinde og giver nærmest et helt lille danseshow hver gang hun er vågen.
Vi prøver alligevel at forholde os til hverdagen som vi plejer. Ihvertfald lidt endnu.
For et par weekender siden tog vi på en kærestetur til Flensborg.
Vi havde fundet et tilbud på et lille hotel dernede med middag om aftenen.
Vi føler ikke, at vi kan rejse ud i den store verden på helt samme måde, når nu Emilie er gravid, så vi tager nogle småture istedet.
Så nu kan vi også fortælle hende at hun har været i Flensborg med mor og far!
2015-05-09 17.43.01
(Bare rolig, Emilie fik en alkohol-fri drink)

Vores lille pige er som regel mest aktiv om aftenen. Når vi er gået i seng, står vores datter op.
Så hun giver hendes mor lidt sværere ved at falde i søvn.
Ind imellem må Emilie lige bruge lidt ekstra tid på at falde i søvn. Jeg har ellers prøvet at lægge mig ved maven og fortælle vores datter at “mor skal altså sove nu, så du skal være rolig”.

Hun virker ikke til at lytte ret meget. Lad os håbe det kan ændre sig lidt, når hun engang bliver teenager. Jeg tvivler.

Ikke fordi det er et problem, det er jo bare dejligt at hun er aktiv, men nogen gange er det så meget at man nærmest bekymrer sig. Kan hun være for aktiv? For hun overhovedet ro nok? Bliver hun træt derinde?
Jeg har ladet mig fortælle, at der ikke er noget der hedder “for aktiv” når det kommer til babyer.
Så vi er bare glade for vores lille, aktive pige.

Jeg synes stadig, det er (vid)underligt at mærke hende tumle derinde. Det virker en lille smule vildt, at der er et menneske inde i et andet menneske, og jeg tror det er fordi jeg ikke selv bærer hende.
Det er syret på en helt ny måde, at se maven bevæge sig sådan “helt af sig selv”.
Men jeg nyder det. Jeg har hånden på maven så tit jeg kan. Når vi skal sove, når vi ser fjerner. Ja, så tit jeg kan.
Jeg taler med maven, nusser maven og fortæller historier til maven.

Det er lidt underligt at opbygge så stærkt et forhold til et lille menneske jeg hverkan har set, mødt eller hørt. Det er jo egentligt kun nogle instinktive bevægelser jeg har fået derindefra.
Men jeg er lidt ligeglad.

Jeg bilder mig selv ind, at hun kan høre mig, at hun reagerer på min stemme, og at vi kommunikerer på et eller andet plan.
Kald det naivitet, indbildning eller noget helt tredje.

Jeg kalder det faderskab.

/Dennis