En ny, gul konvolut

Min kone og jeg har fået en ny konvolut!
Den er gul, fin og slet ikke krøllet endnu!

Til dem der ikke helt aner hvorfor jeg er så excited over en konvolut, kan jeg fortælle at den gule konvolut indeholder en vandrejournal for en graviditet.
Min kone er gravid!

Den gule konvolut har i mange gravides tilfælde en vigtigt og ikonisk rolle, fordi den bliver en form for vandrepokal, man slæber rundt til diverse lægebesøg og scanninger.
Den indeholder al den data de professionelle skal dele med hinanden, og er derfor ofte fast inventar i dametasken i mange måneder.

Vi har stadig vores sidste 2 konvolutter. De er ret krøllede, slidte og foldede på midten, for at kunne passe ned i Emilies taske.
Der sidder lige nu nogle mennesker og tænker: “Sådan en krøllet konvolut har jeg også!”, for det er umuligt at bibeholde det fine, solgule ydre, som konvolutten ellers byder ind med, når man får den.

Men med konvolutten kommer også en masse tanker.
For vores vedkommende, er de tanker en blandet landhandel af lykke, angst, glæde og nervøsitet.

Men når man nu står overfor tanken om at skulle have en lille ny terrorist ind i sin husstand, så faldt jeg over en tanke, som jeg ikke kan udrede. Måske i kan hjælpe.
Jeg kan simpelthen ikke forestille mig at elske noget væsen lige så meget som min datter, Gaia.
Hun er mit ét og alt, og det gør mig sygeligt nervøs at skulle “dele” den kærlighed over i to stykker.

Min bror sagde, da jeg spurgte ham, at: “Man deler ikke kærligheden i to, hjertet bliver bare dobbelt så stort”.
Det synes jeg er overordentligt smukt, og det gør mig helt glad at tænke på.

Men det er stadig svært at forstå, når man kun har ét barn.
Ikke alene skal jeg lære at håndtere en familie, der nu kommer til at rumme en person mere, men min datter bliver også storesøster.

Som hun selv siger: “Far, jeg bliver storesøster… eller storebror.. men mest en pige..”
Børn er dejligt simple.

Jeg troede jeg havde styr på alt dét med forældreskab. Det viser sig, at det havde jeg også, men bare på et meget specifikt område; jeg er ekspert i at have min datter.
Jeg har ikke den fjerneste idé om hvordan man er far til to mennesker.
Det er ligesom at starte helt forfra!

Der er naturligvis nogle ting, jeg allerede ved; løfte-teknikker, gråd-håndtering og en generel mekanisme for at håndtere ukristelige mængder af afføring.
Men alt dét der omhandler et ekstra barn, det aner jeg intet om!

Hvordan har man et barn der sover, på samme tid som et barn der leger “jeg kan sige som en delfin! LYT LIGE!!”?.
Hvornår presser man “…sætter mig lige ned med et glas god whiskey-tid” ind i programmet?
Får jeg nogensinde sovet igen, sådan.. ever?
Har jeg overhovedet overarms-kræfter nok til at slæbe så stor en pusletaske rundt i kongeriget?!

Der er mange spørgsmål der presser sig på, men mest af alt er vi bare glade.. virkelig, virkelig glade!

Så hér er mit løftede glas.
For et nyt eventyr,
for mere kærlighed,
for grådfyldte nætter, varme krammere og for alt det fantastiske, familie fører med sig!

/Dennis