Det handler om lort!

Forleden var jeg i karbad med min datter.
Det er en aktivitet vi begge to nyder, og vi har nogle rigtig dejlige stunder derude, fyldt med leg, sæbebobler og tvivlsomme gengivelser af sangene fra diverse Disney-film.

Bedst som vi sidder der og plasker rundt, ser jeg noget nyt.
Der er normalvis ikke mangel på objekter i badekarret, da vi både har skibe, vandekander, en skildpadde, frøer, svampe og flyde-lege-dimser, men denne gang var der også et ganske nyt objekt.

Der var en pølle i far-vandet (pun intended).
Min første reaktion var nok egentlig: “Heh.. der er en pølse i vandet.. det er faktisk lidt klamt”.

Der gik lige et par sekunder, før jeg kom til at tænke på, at vi lige nu sad i hvad der bedst kan beskrives som en bakteriespand.
Da vi begge to sad i karret sammen med de føromtalte tusind stykker legetøj, skulle jeg lige bruge et øjeblik på at vurdere situationen og min efterfølgende handling.

Jeg kaldte på min kone, som efter at have grinet sig selv halvt ihjel, tog barnet op i strakt arm, så jeg kunne spule hende.
Det virker måske lidt aggressivt, men det var nu engang det jeg vurderede at være den bedste rense-metode for et vådt “tilpøllet” barn.

Så langt så godt.

Nu sad jeg så alene i et badekar fyldt med legetøj og pølser, og skulle både lige finde den rigtige grimasse, den rigtige slagplan og den rigtige måde at håndtere hele situationen på.
Jeg havde nok mest lyst til at træde ud af badet, skylle mig i sprit og så ellers bare afskrive både badekar og legetøj som “uhensigtsmæssigt beskidt og ikke egnet til videre brug”.

Men da et badekar er svært at sætte ild til, måtte jeg jo finde en måde at rense det på.

Det blev til en hel del skyllen, skrubben og ansigtsmimik jeg ikke vidste jeg havde, men det hele blev dog rent.
Efter jeg også selv var blevet desinficeret, kunne jeg også godt se den humor, som min kone tidligere havde haft udfordringer med at holde tilbage.

Når man, som os, står med en 2-årig i huset, bliver man hurtigt hærdet, når det kommer til afføring.
Det bliver bare en helt naturlig del af hverdagen, meget hurtigere end man har lyst til det.

Når man har meldt “KODE BRUN” højt ud i huset, i et desperat forsøg på at indhente assistance til en omgang “lort langt op af nakken, hvordan helvede er det kommet helt derop!?” et par gange, så kan man godt grine af det.
Der er ikke ret mange ting, der er sjove ved afføring. Specielt ikke når det kommer fra et menneske, som slet ikke forstår alvoren i ikke at sprede det på det meste af matriklen.
Men der er til gengæld noget ret sjovt i situationerne, der kommer deraf.

Man står der med et barn i strakte arme, kalder desperat på backup og ellers træder frem efter nøje planlagte handlingsmønstre:

– Fjern det værste lort og få barnets tøj af uden barnet (eller dig selv) får lort i hovedet, check.
– Lav et sjovt ansigt, så du ikke både skal håndtere afføring og gråd, check.
– Desinficer barnet fra top til tå, check.
– Få en ny ble og nyt tøj på barnet og sæt hende på gulvet, check (uddel ikke high-fives til barnet for det gode samarbejde under seancen – for du har sandsynligvis lort på hænderne).

Derefter påbegynder man operation: “Hvor meget af det her rum er nu inficeret med lort, og hvor meget af det kan reddes?”.

Men det er først efter jeg har brændt/renset/afsprittet det meste af rummet, at jeg kan grine af det.
Min kone kan grine hele vejen igennem det.

Jeg er mere bitter over tilstedeværelsen af uønsket afføring, så jeg skal lige gennem stormen, før det er sjovt.
Jeg troede aldrig jeg skulle sige det her, men: jeg glæder mig næsten til mere lort. Og det er ikke fordi det er fedt, men fordi jeg måske en dag lærer at grine hele vejen igennem det.
Det må være målet for livet generelt.

At grine af lortet.

/Dennis *