Close
Et drengebarn til flokken
facebook pinterest twitter

Et drengebarn til flokken

faderstuen 24 november 2018, 12:53

Vi har for nyligt fået nyheden; vi skal have en dreng til marts!

Vi har allerede en pige på 3, men jeg aner intet om, hvordan man har en dreng.
Jeg besluttede mig for at spørge andre fædre, som både har drenge og piger, om hvad forskellene er.

Her er et udpluk af svarene:

“Drenge smadrer, sådan ret generelt, alle dine ting”

“Pigerne er meget mere snedige og udspekulerede. Man skal sku være lidt vågen!”

“Hey, hør her.. det er meget simpelt.. Når du skifter en ble, så tisser drengene længere ud i rummet. Skjold op, ble ned!”

“Drenge slås, piger skændes. Done.”

Det virker som om, der er nogle ret faste ideer om, at drenge er mere voldsomme end piger, og at pigerne er mere eftertænksomme væsner.
Jeg har, som sagt, ikke selv nogle drenge, så jeg må jo stole på eksperterne.

I går satte jeg et par nye ting ind til vores puslebord. Min kone havde været ude og købe lidt sager, blandt andet en blå sut og en grøn bidering.
Jeg har håndteret flere sutter i mit liv, end jeg på noget tidspunkt havde forestillet mig ville være realistisk, men der var noget særligt over at sætte en sut til side, som var “til en dreng”.

Det virker måske åndssvagt, men det virker som om jeg skal starte helt forfra.

Jeg ved en helt masse om at have en pige i huset; at opdrage hende, at lege med hende og sådan helt generelt, hvordan man håndterer de værste af kriserne.
Men er det nu også det samme med drenge? Er børn bare børn?
Ud over de åbenlyse biologiske forskelle, når det kommer til bleskift og generel renhold af sådan en størrelse, så må der da også være andre forskelle?

Hvis min barndoms minder er nogen rettesnor, så er drenge mere simple end piger, når det kommer til intriger eksempelvis.
Jeg kan huske at have overstået skænderier på meget få minutter, fordi ingen af os rigtig gad skændes. Det var nemmere at råbe: “FÅÅÅÅK DIG!”, give en lammer og komme videre i teksten.

Den lille grumpy fyr i den røde ring, er mig.
Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg ligner en menneskelig udgave af ordet “træt”, men det er nu altså mig.
Om billedet er repræsentativt for hele min barndoms sindstilstand, må vi nok spørge mine forældre om, men det illustrerer meget godt den generelle tankevirksomhed blandt drenge i den alder: “Godt, kan vi komme videre nu?”

Jeg har brugt timevis på at stirre på pigegrupper i skolen, som brugte ufatteligt meget tid på skænderier. Der var så mange interne regler og venskabs-bånd, der skulle holdes ved lige, at det slet ikke var til at holde styr på.
Så stod vi der ved siden af og tænkte: “Så.. Katrine er sur på Nanna fordi.. nej.. nej det var Nanna som var sur på Susan.. vent.. skal vi ikke bare spunse ud og spille mur..?”

Jeg ved godt, at det er en grov generalisering, men er der noget om snakken?
Hvis du har både en pige og en dreng, vil du så ikke kommentere hvad forskellene er, når det kommer til opdragelse og hverdag?

Jeg ville blive så glad, hvis jeg kunne ramme vores nye eventyr løbende!

/Dennis