Et rigtigt lille menneske

“Jeg sidder bare lige og tænker over hendes eksistens”.

Sådan sagde min kone, mens hun sad med vores datter i sofaen.

Gaia er blevet 2 måneder gammel, og hun begynder at blive mere udtryksfuld. Hun efterligner vores ansigter, laver små lyde og har generelt et meget bedre greb om verden.
Jo jo, hun ved stadig ikke at stumperne for enden af armene er hendes hænder, men det går fremad!
Tidligere har der kun været to indstillinger: ulykkelig og rolig.
Nu er der nuancer af sur! Man kan være sulten-sur, overtræt-sur, pissehamrende-sur og pylret.
På samme måde kan man også være både mæt-rolig, glad-rolig, forundret-rolig og hey-er-det-et-fjernsyn-derovre-så-går-jeg-lige-helt-i-koma-rolig!

Men der sidder man så, med en lille baby i armene og store tanker i hovedet.

Jeg tror, at alle forældre har haft drømme om, hvad deres børn nu skulle blive til; skal hun være danser, mekaniker, advokat, vinduespudser eller noget helt andet?
Men vores tanker kredser mere omkring, hvem hun mon bliver.

Lige nu er hun ‘bare’ en baby. Hun kan ikke ret meget, og hendes hverdag består mest af, at få opfyldt hendes mest basale behov.
Men i takt med at ugerne går, bliver der mere og mere at se bag hendes øjne.
Hun kigger tilbage med undren, vrede og glæde. Og dermed også med en lille, spirende personlighed.
Hun kan ligge længe og stirre på os. Det virker til at hun læser vores ansigter, og det er ret spændende at observere.

Jeg kan mærke, at det skræmmer mig lidt. Den lille dame kommer jo til at have holdninger og meninger.
Hun kommer til at have helt klare meninger om musik, mad, politik og mode.
Hun når et punkt, hvor hendes forældre er dybt forældede i alle henseender, og mest af alt virker som nogle dumme fortidslevn.

Når man, som os, har prøvet at miste et barn, så virker det enormt syrealistisk at have et levende barn i armene.
Indtil for ganske nylig, var det meget svært for mig at fordybe mig i tanken om at være far.
Det virkede som om, vi bare passede et barn, og at der nok kom nogen og hentede hende på et tidspunkt.

Jeg tror, det bunder i, at den eneste erfaring vi havde med børn før Gaia var, at hele affæren var en tidsbegrænset ting.
Vi havde kun vores søn i meget kort tid, og så blev han “taget fra os” igen.
Derfor var det også den følelse vi havde, da vi så fik et levende barn med hjem.

Men nu sidder vi jo med et rigtigt lille, sundt, raskt og spillevende barn. Ikke bare et barn, men et menneske med sit helt eget sind.
Det kan godt være, at hendes tanker kredser mest om bryster og sovebamsen Abraham, men der er dog selvstændige tanker!
Det mest flippede er, at de tanker kun eksisterer, fordi min kone og jeg har bestemt os for det.

Vi bestemte os for at få børn, så derfor er der blevet skabt et menneske!
Hun er i den allermest bogstaveligste forstand, legemliggørelsen af vores kærlighed for hinanden, og det synes jeg er overordentligt smukt.

Sikke et ansvar det er. Et lille menneske, et næsten blankt kanvas, der på en eller anden måde skal læres at omgås resten af verden. Og hun kigger på os for at få vejledning og råd.

Så er spørgsmålet så bare: ved vi nok om verden til at lære hende om den?

/Dennis