Et slot af bølgepap

Jeg har altid bygget ting.
Selv før jeg tog min uddannelse som håndværker, byggede jeg ting. Ikke nødvendigvis fysiske ting, men derimod historier, digte, billeder og idéer.
Der var altid en kløende trang til at udtrykke mig kreativt.

Grunden til, at jeg skriver om at bygge, er en samtale jeg havde med min kone.

Vi har, helt kliché-agtigt sagt, bygget vores tilværelse sammen.
Vi har gennemgået store ting i vores 10 korte år sammen; vi har mistet et barn, vi har købt et hus og fået to smukke børn, bare for at nævne et par ting.
Det der slog mig var, at min kone har forstærket alle mine mentale konstruktioner.

Før jeg mødte Emilie, havde jeg mange idéer om hvordan livet skulle se ud. Jeg begyndte allerede at bygge i gymnasiet.
Mit mentale billede var et slot med tilhørende kongerige.

Der var storslåede haller med forgyldte søjler, smukke og overdådige haver med bonderoser og et mylder af mennesker der alle sammen havde deres daglige gang i riget.
Alt sammen bygget på et vakkelvornt grundlag af usikkerhed for fremtidens realitet.

Jeg byggede, så at sige, mit slot af bølgepap.
For selvom bygningerne, haverne og søjlerne var smukke, kunne jeg ikke vide mig sikker på om de ville kunne stå imod en storm.

De fleste kan huske teenage-årenes tumult. Og mine år som teenager udsatte mit kongeringe for sin del storme.
Et par af tårnene var væltet, der var mere ukrudt end roser i haven og de storslåede festsale var for længst blevet hengemt til de bagerste kroge af slottet.
Det var ikke fordi jeg ikke elskede mit kongeringe, for jeg sad stadig stolt på min trone.

Efter adskillige eventyr med prinsesser, som enten ikke passede ind på slottet eller ikke ønskede en konge med et tronrum holdt sammen af gaffa, manglede jeg stadig en dronning.
Og slottet var stadig bygget af bølgepap.

Indtil jeg en dag kiggede ud i slotshaven og så en kvinde, der vandede roserne.
Da hun havde vandet roserne, begyndte hun at genopbygge slottets mure og rydde tronrummets gulve, mens hun kiggede på de falmede søjler.

Da jeg spurgte hende hvorfor hun var villig til at arbejde så hårdt, på et rige der tydeligvis bar mærke af tidligere storme og i øvrigt var bygget af pap, var hendes svar klart.
“Det handler ikke om materialerne og skaderne. Det handler om grundplanen”.
Det var i dét øjeblik jeg opdagede at jeg ikke havde brug for en prinsesse til at passe mine roser. Jeg havde brug for en dronning.
Siden har hun genopbygget mit slot til meget mere end jeg kunne have drømt om.

Sammen har vi udskiftet bølgepappet med mursten og gaffatapen med mørtel.
Vi har skabt både en prinsesse og en prins, der sammen gør kongeriget til lige præcist det sprudlende livsværk jeg havde håbet.

Jeg havde ikke kun fundet min dronning, jeg havde fundet en arkitekt med samme visioner for kongeriget som mig selv.
Jeg ville aldrig have nået hertil uden min kone. Og jeg er overbevist om, at mit slot af pap ville have været en underlig blød masse af byggematerialer, på gulvet af et nedstyrtet og mennesketomt tronrum uden hende.

Det jeg forsøger at sige er, at selvom du har opbygget dine drømme i bølgepap, set dem falde sammen i regnen og opgivet haven til ukrudt, så er der stadig håb for de gamle grundplaner og drømme.

Det kræver bare den rigtige arkitekt, den rigtige energi og en lille smule held.

Så husk lige at kigge ud i haven ind imellem.
Måske står der nogen derude, som kan se den sidste bonderose inde bag ukrudtet, som du selv havde glemt.

/Dennis