Fædregrupper

Min kone er kommet i en rigtig god mødregruppe.
De mødes en gang om ugen, og de hygger sig efter sigende rigtig godt.

De får talt om deres børn, deres forhold og alt det, der hører med til at blive forældre for første gang.
Det virker til at være en helt fantastisk gruppe at have.

For nogle uger siden, mens jeg talte med min mor, sagde hun: “Du kan da bare lave en fædregruppe, kan du ikke?”.

 

Det lyder som en helt vildt god idé.
Et sted, hvor fædre kunne mødes og diskutere deres side af forældrerollen.
Men prøv lige at invitere fem fyre hjem med idéen om: “Vi mødes bare lige nogle gutter og snakker om vores følelser og rollen som fædre”.
Ja, jeg griner også lidt ved tanken om deres ansigter.

Men jeg ville egentlig gerne have sådan en gruppe.
Jeg kan ikke være den eneste far i kongeriget, der har behov for at tale om den omvæltning det er at blive far.

Min rolle som far er i meget høj grad under stadig udvikling og afbalancering. Jeg har aldrig prøvet det her før, så det ville være helt vildt dejligt at have nogen at “ping-ponge” med.

Vi havde for nyligt besøg af et vennepar, som fik en datter for snart 11 måneder siden.
Hun er en rigtig lille krudtugle, og hele huset blev undersøgt fra gulv til cirka en halv meter over gulvet.
Mens de var der,  talte mig og den anden far om en del ting, der vedrører forældreskab.

Han er 7 måneder foran mig i fadererfaring, og havde været igennem en masse af de samme frustrationer jeg havde.
Jeg kunne også mærke, at nogle af vores tanker var meget ens. De var ikke de samme tanker som kvinderne havde haft, men os mænd havde haft de samme tanker, frustrationer og glæder.

Så er spørgsmålet bare: Er det muligt at samle 4-5 voksne mænd i en stue, med en forudindstillet idé om at tale om deres følelser.
Ville konceptet overhovedet fungere, eller ville det udvikle sig til musik, øl og dårlige røverhistorier?

Jeg tror, det kræver mere af mænd, sådan at tale om deres følelser.
Ikke fordi vi er dårligere til det, eller har mindre lyst. Vi skal bare lige nedbryde nogle tabuer og opsatte skjold først.
Samfundet har historisk set ikke ligefrem belønnet følsomme mænd, der var villige til at åbne sig om deres følelsesliv, så der er ikke så meget at sige til det, når vi først nu er begyndt at tale lidt sammen om de ting der foregår indeni os.

Vi er den første generation, der er opdraget med en noget mindre patriarkalsk hårdhed, og derfor kan vi begynde at bevæge os over mod “følelses-land”, uden frygt for at blive mobbet ud af vores vennegruppe.

Forstå mig ret; jeg har mandlige venner, der har børn, som jeg da også jævnligt taler med om mine tanker og følelser.
Vi har vel allesammen et netværk, som vi benytter – i større eller mindre grad – efter behov.

Jeg kan bare se, at min kones mødregruppe fungerer, sådan helt instinktivt, og så undrer jeg mig egentligt over, hvorfor vi mænd er villige til at gå glip af så god en mulighed for erfaringsdeling.
Vi kunne blive bedre fædre, bedre mænd og bedre partnere, hvis bare vi ville lægge fordommene fra os.

Kvinderne har i de seneste år brystet sig meget af at være selvstændige, stærke og frit tænkende, uafhængige fra mandlig undertrykkelse og fordom.

Kan vi ikke tillade os at være det samme?

/Dennis