Far til Falke

Nu hvor vi venter os et lille nyt mirakel, tænkte jeg at jeg ville bruge lidt plads og tid på at fortælle om Falke.
Det her er hele Falkes historie. Den er hverken skrevet med humor eller en tårevædet tilgang. Den er bare skrevet som jeg husker og føler den.

Alting startede som de fleste andre med streger på en graviditetstest.
Min kone Emilie og jeg stod bare og stirrede på den. Helt paf.

Og så gav jeg Emilie den største, mest følte krammer jeg nogensinde har givet hende.

Vi var bare så lykkelige!2014-01-12 17.08.32

Det her var det hjertebarn, vores ønskebarn, vi havde gået og ventet på. Det var det næste naturlige skridt.
Det var vores fælles kærlighed.

Hele graviditeten var gået fint.
Emilie blev ret tidligt indlagt med forkortet livmoderhals. En tilstand der forøger chancen for at barnet bliver født for tidligt.

Dog lider barnet ingen overlast overhovedet. Emilie skulle bare ligge ned hele tiden, på det der blev kaldt ”streng aflastning”.

Det betød at hun var sengeliggende i 4 uger, og jeg måtte klare alt omkring det huslige.

Det var nu ikke noget problem, og man vænner sig ret hurtigt til at tage sig af tingene.

Jeg tror det var et større problem for Emilie, end det var for mig. Hun kan rigtig godt lide at have kontrol og overblik, og det blev taget fuldstændigt fra hende.
Normalt var vores lille Falke meget aktiv omkring 22 om aftenen, men én aften kunne vi ikke mærke ham.

Vi slog det hen, for vi havde fået at vide at når sådan en baby bliver større, så ændrer bevægelsesmønstrene sig også. Så man kunne sagtens gå og undre sig uden grund.

Morgenen efter tog vi til check på Skejby. De satte en doptone på Emilies mave, og havde umiddelbart lidt svært ved at finde hans hjertelyd.

Vi havde efterhånden været til så mange scanninger med livmoderhalsen at vi kendte lyden.
Men den dag var den der ikke.

De lyttede mange gange, og vores værste frygt krøb sig ligeså stille ind under huden på os.
Der blev tilkaldt 2 læger, som scannede Emilies mave.

Derefter kunne de konstatere at der ikke var hjertelyd. Der var ikke flimmer. Der var ingenting.

Klokken var 10.00

Falke blev taget ved kejsersnit 12 timer efter. Lørdag d. 12/4-14 kl. 22.06.

Han vejede 1970 og var 44cm lang. 31cm om hovedet og 28cm om maven.

2014-04-14 06.48.57

Det lille menneske, der var blevet skabt inden i Emilie. Det lille menneske jeg havde mærket sparke til mine hænder i et halvt år.
Der var han. Den smukkeste lille dreng i verden. Han havde et hoved fuld af mørkt hår, og han lignede mig helt vildt meget.
Jeg har aldrig været lykkeligere end det øjeblik.

Vi havde falke indtil mandag morgen hvor han blev hentet.
Vi fik lov at have ham hos os. Holde ham, kysse ham og bare være med ham.

Han skulle obduceres. Man ville prøve at finde en grund til hans pludselige død.

Efter obduktionen blev han kørt på kapellet, og vi kunne derefter komme ned til ham.

Vi tog hjem, hentede lidt tøj, stofbleer og andre sager han skulle have med.
Vi mødtes med vores familie på kapellet Tirsdag.

Vi fik lov at lægge ham i hans lille kiste selv. Han var medtaget efter obduktionen, men var stadig meget fin.

Det var tydeligt at se at de havde behandlet ham med respekt.

Nederst i kisten lagde vi noget blåt stof. Det var stof jeg havde brugt, da jeg hovedkulds havde kastet mig ud i et ”større” gør-det-selv projekt og havde syet en ammepude til Emilie.
Jeg havde kæmpet med at få symaskinen til at virke, for jeg havde ikke brugt sådan en siden folkeskolen. Hvem havde troet at det sy-kørekort skulle komme mig til gode så mange år efter?

Ligeledes fik jeg lært, at krøyer-kugler ikke altid ender det sted man gerne vil have dem. Så gulvet i computerrummet lignede et nisselandskab.

Vi svøbte ham i 3 stofbleer, en blå, en hvid og en med små elefanter på.
Vi havde, på den korte tid, gjort os mange tanker om hvad han skulle have med.

Vi ville gerne give ham lidt minder med. Noget af os selv.
Det virkede rigtigt, at når vi ville bære ham resten af vores liv, så skulle han også have noget med af os.

Jeg gav ham min mormors kors. Et kors jeg fik efter hendes død, som havde hængt på væggen i hendes kolonihavehus.

Det hang i en lædersnor så man kunne have det om halsen.

Jeg er ikke kristen, men det virkede rigtigt at give ham det med, som et symbol på familie og kærlighed.

Vi gav ham også en rispose fra vores bryllup. Det var ligesom et symbol på vores fælles kærlighed.

Risposen indeholdt i øvrigt slet ikke ris. Det var en kornblanding som var valgt for ikke at skade fuglenes maver når det blev kastet.

Han fik også en bamse med. Den forestillede en lille elefant.
Det var en bamse Emilie havde fået som barn, og den havde været med hende hele livet.

Der blev også lagt lidt blomster ned til ham.

Vi havde fundet noget vedbend i haven, bare en lille smule.

Det var også den plante der var pyntet med til vores bryllup, og en plante jeg har tatoveret på skulderen.3

Ud over de ting, gav vi ham et billede af os. Et billede fra vores bryllup hvor vi kysser foran rådhuset.

Igen, et symbol på vores fælles kærlighed.

Derefter lagde vi låget på hans kiste.

Vi brugte nogle minutter på at være i ”rummet” sammen med Falke.
”Rummet” er et sted vi har skabt efter Falkes død. Det er det mellemrum der opstår mellem vores næser når vi sætter hovederne sammen.
Rummet er det mentale frirum, hvor vi kan være sammen med Falke uden at være bange.
Og stedet hvor han kan være sammen med os.

Det var påske, og det betød at krematoriet ville tage lidt længere tid om at blive færdige, og derved ville der også gå lidt længere tid før vi kunne hente urnen.

Da de endeligt var færdige, hentede vi selv urnen.

Vi kørte til Brabrand kirkegård, hvor urnen blev sat i jorden. Det var en mærkværdig tur at køre.
Vi kørte en tur som vi havde kørt tusind gange før, men denne gang med en urne i børnestørrelse på skødet.

Vi afholdte ingen ceremoni og der blev ikke sunget salmer.

Det var bare den nærmeste familie der var samlet omkring os.
Det var sådan vi gerne ville have det.

Det var en ung og meget forsigtig mand der skulle hjælpe os med at sætte urnen ned, og han spurgte meget forsigtigt om vi selv ville gøre det.
Emilie havde modet til at gøre det, så hun satte selv urnen ned. En gestus vi er meget taknemmelige for.
Selvom det var hårdt, var det rart at vi kunne give ham den sidste tur selv.

Urnen blev sat på det gravsted hvor Emilies far også ligger. Han døde i 2010.2014-04-30 17.01.13

Vi havde fundet en sten ude i haven, som en stenhugger havde skrevet ”Falke” på.

Meget simpelt, men vi følte ikke et behov for datoer og pynt.

Det er et smukt gravsted med en ganske fantastisk udsigt over Brabrandsøen.

Det er falkes historie. En alt for kort og alt for simpel historie.

Jeg har fået et mantra efter vi mistede Falke. “Et kort liv levet, er stadig et helt liv”

Og det er sådan jeg tænker på Falke. Han nåede at leve et helt liv. Han nåede bare ikke at være her så længe som vi gerne ville have det.

/Dennis

– Far til Falke