Fat det nu, far!

Min datter er næsten halvandet år nu.
Hun kan rigtig mange ting, og én af dem er at ævle.

Hun forstår flere ord end hun bruger, men ord som “edderkop”, “mor”, “traktor” og “spise” bliver brugt med forholdsvis klar tone.
Så er der andre ord, der er mere slørede, men som vi forstår. Det er for eksempel “minnnga”, “dennnnga”, “hesssss” og “iller” som betyder “mælk”, “den der”, “hest” og “ild”.
Ud over dem, er der jo alle dyrelydene, som vi efterhånden er ved at have styr på også.

Men ind imellem kommer der et ord, som hverken min kone eller jeg forstår. Gaia bruger det aktivt og bestemt, og kigger afventende på os, mens hun gentager det.
Ind imellem følger hun det nye, ukendte ord op med at pege, og det gør det betydeligt nemmere at finde ud af, hvad barnet snakker om.
Men når hun ikke peger, stiller hun sig bare op og siger ordet. Hun er bestemt, klar i mælet og forventer tydeligvis et svar af en art.

Så står man der, helt forvirret og siger: “Jeg forstår ikke helt, hvad du mener, skat”, mens jeg kigger på en lille pige, hvis ansigt bliver gradvist mere forvirret og irriteret.
Det ender tit med, at hun bliver så frustreret og irriteret over hendes forældres manglende fatteevne, at hun nærmest råber det nye ord.
Jeg kan godt se, hun er frustreret, og det må da også være provokerende.
Her står man med sit helt nye, spændende ord, og så fatter far HAT af, hvad man siger.

Jeg opfordrer hende altid til at pege på tingen hun mener, men nogen gange kan tingen ikke peges på.
Når eksempelvis hun kommer til at tænke på “Bopper”.

Bopper er dagplejerens søn. Han hedder egentlig Christoffer.
Gaia kommer tit til at tænke på ham, da hun er helt og aldeles forelsket i ham.
Så da jeg skulle lære, hvad “bopper” betød, måtte jeg bede hende pege.
Så laver Gaia “jeg ved det ikke”-bevægelsen og kigger forvirret rundt i rummet.
Se, så er det svært at vide, hvad hun mener.

Trods frustationerne, er det dejligt at se min lille pige bliver bedre til sprog. Det er en fornøjelse, når hun pludseligt kan forstå sætningen: “Gaia, hent din jakke”. Når hun så henter sin jakke, klapper sig selv ovenpå hovedet og siger: “Hue på”, så bliver jeg altså stolt.

Det er måske en fjollet ting at blive stolt over, men jeg kan slet ikke lade være.
Det bliver bare mere og mere interessant at interagere med hende.

Jeg ville ønske, jeg forstod alle hendes ord. Hun bruger så ufatteligt mange ord, som jeg ikke forstår, at jeg nogen gange tror, det er et sprog. Hun kan gå rundt i stuen for sig selv, og føre en hel samtale på hendes eget lille sprog.
Så kigger hun pludseligt op, med en bamse i armene og siger: “Dada! bam-bam!”, og jeg kan svare: “Ja skat, det er en bamse”.
Så hopper hun ellers tilbage til sig eget lille sprog, og pludrer videre.

Ind imellem, når vi har gæster, bruger Gaia også sit eget sprog. Vores gæster kigger tit på os og spørger: “Hvad betyder det?”, hvortil vi bare kan sige: “Aner det ikke, hvad tror du?”.

Gad vide, hvad hun snakker om, alt den tid jeg ikke forstår det.

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne være en del af hendes lille, hemmelige verden.

/Dennis