Forår i Faderstuen

Så kom det forår endelig!

Vi har ventet længe på det, synes jeg.
Men før jeg kommer igang med, hvor dejligt foråret er, er jeg også nød til at nævne, hvorfor foråret kan være lidt vemodigt for os.

Vi mistede vores lille Falke d. 12/4 2014. I morgen er det ét år siden.
Så når jeg tænker tilbage på forår, i hvert fald sidste år, så bliver det også lidt trist.

Da vi mistede Falke brugte vi meget tid i haven. Vi brændte utroligt meget af vores energi og sorg af, ved at ordne vores have. Det var en form for terapi for os, og det virkede ret godt.
Vi plantede også et magnolia-træ i Falkes navn.
Vi synes, at når foråret kom, skulle det springe ud og minde os om vores søn.
forår i haven

Det er heldigvis lige begyndt at springe ud, dagen før hans fødselsdag!
Det er lige før at man tror, det er et tegn af en art!

Men ud over vores magnolia, så bringer foråret også helt vildt meget liv til Faderstuen.
Emilie går som regel helt amok i planter og krydderurter, og jeg elsker det helt vildt!

forår i stuen

Vi har været ude og købe ind, ikke meget endnu, men lige lidt. Vi bor ret tæt på et sted der sælger rigtig mange forskellige planter fra en række af større lagerhaller. Det er en super hyggelig oplevelse at tage derud og købe ind. Vi ender som regel med at fylde hele bilen op med krydderurter, planter, blomster og krukker.

Det er et sted lidt ligesom IKEA, på den måde at man kun “lige” skal hente en enkelt ting, men kommer hjem med favnen fuld af sager.
Det betyder at hele huset har fået farve og liv. Det begynder at dufte af sommer!

I skrivende stund har vi i stuen:

4 orkideer
1 bonsaitræ
6 små påskeliljer
7 hyacinter
1 Jasmin
+ de løse buketter af afskårne blomster (Emilie er nemlig lige blevet færdiguddannet) og de større faste “hjørneplanter”.

forår i stuen

Der kommer endda nye planter på badeværelset og i soveværelset!
Og oven i alt det nye liv i huset, så venter vi også en baby. Jeg tror ikke, vi kan presse ret meget mere glæde ud af årstiden.

Vi er allerede begyndt på flere af vores gå-ture.
Vi nyder meget at gå lange ture i vores område. Vi bor et par km fra vandet, så vi går ned til vandet og kigger ind imellem.
Vi har haft vores første “morgentur” ned til stranden. Det er, håber vi, begyndelsen på en weekend-tradition.
Vi står lidt tidligt op, laver kaffe i termokanden, pakker mit kamera og tager afsted.
De stille morgentimer, når solen er stået op, er noget nært det mest fredfyldte man kan opleve så tæt på en storby.

forår ved stranden
Foråret gør de fleste mennesker glade. Vi er ingen undtagelse!
Det kan godt være, at foråret falder sammen med årsdagen for Falkes død, men foråret er nu også bare en fantastisk tid!
Husk at komme ud og nyde det – også selvom sommervarmen lader vente lidt på sig!

/Dennis