Forældre-koder

Når man har haft børn i lidt tid, begynder man at forstå nogle ting, der førhen ikke gav så meget mening. Eksempelvis bliver jeg ikke længere irriteret når en forælder lader sit skrigende barn ligge på gulvet i Netto, mens han/hun selv står og kigger henkastet på barnet og siger: “Jamen hør her, der er ikke noget chokolade idag”.

Førhen ville jeg nok have tænkt “Så stik da barnet det chokolade, så vi andre ikke skal høre på din møgunge”, men nu ved jeg, at det er et led i opdragelsen.

Ligeledes, findes der nogle sætninger, som lige pludseligt ikke betyder det samme mere.
Her er en liste med sætninger, med tilhørene forklaring, så alle de ikke-indviede forstår, hvad vi mener:

1.
“Ja, bare hæld en kop mælk op til hende”
Betydning; Hæld en kvart kop mælk op, højst! Så er der mindre hun kan hælde ud over sig selv, når hun forsøger at slamme koppen i én slurk, som en teenager til byfest.

2.
“Vi er på vej ud af døren”
Betydning; Vi har planer om at tage afsted om 5 minutter, men realistisk set kommer vi først afsted om 20, fordi barnet ikke vil have sko på, bamsernes te-selskab er ikke færdigt endnu og nogen har skidt i bukserne.

3.
“Du siger selv fra, hvis hun bliver irriterende”
Betydning; Du har hermed fuld rettighed til at sige: “Så stopper du edderma’me med det sparkeri din lille lømmel”, hvis mit barn gør noget, der ikke passer dig. Det er en del af opdragelsen, at hun opdager at andre ikke finder sig i hvad som helst.

4.
“Vær lidt stille når i kommer, barnet sover lur”
Betydning: Jeg har brugt de sidste 54 minutter på at få barnet til at sove. Hvis du vækker det, vil ikke alene min, men også min kones vrede regne ned over dig som var du havnet i skærsilden. I øvrigt får du selv lov at putte barnet igen!

5.
“Nej, hun er vist bare kommet i trodsalderen”
Betydning: Mit barn er irriterende lige for tiden, jeg ved det godt selv.

6.
“Vi sover ikke så meget for tiden”
Betydning: Jeg har sovet 3×30 minutter de sidste 2 døgn, jeg har ikke engang overskud til at huske mit eget navn, så undlad venligst at overlade vigtige opgaver til mig.

Hvis du en dag kommer til at tænke: “Det der lød kryptisk”, når en mor/far siger noget, så kig på listen her. Hvis ikke listen giver dig svar, så prøv at spørge den pågældende forælder. Du kan bare sige: “Jeg har ikke børn, hvad betyder det du lige sagde?”.
Vi ved godt, at vi ikke altid giver mening.
Bær over med, så bliver vi så glade!

/Dennis