Forargede fremmede

Tabu

Dødsfødsler er heldigvis ikke noget man snakker om ret tit. For det sker ikke ret tit.
Men alligevel er det enormt tabu-belagt. At en baby dør føles ikke naturligt. Det skulle jo helst være de gamle der dør, og ikke den anden vej rundt.
Jeg har måtte sætte folk i meget akavede situationer, når de har spurgt mig: ”Nå, hvornår var det nu egentligt du skulle være far. Var det ikke nu her?”.
Og jeg har været nød til at fortælle dem at vi har mistet Falke.

Folk bakker meget hurtigt ud af den samtale.
Også selvom jeg egentligt gerne vil snakke om det.
Det kommer nok fra et godt sted. At folk ikke vi rode op i følelser og såre mig mere end jeg allerede er.
Men det er ret ubehageligt at skulle bringe noget så voldsomt som en dødsfødsel på banen, når folk kommer med et smil til samtalen.

Nogle er endda blevet lettere forargede over at jeg har bragt det på banen. Jeg har oplevet at folk har givet udtryk for at man ikke talte om “sådanne ting” i offentligt rum.

Forargelsens hus

Home, sweet home!

Jeg forstår godt at det kan være skræmmende, uhyggeligt og følelsesmæssigt udfordrende at lytte til min historie. Og hvis du ikke vil, så giv udtryk for det. Det er okay at sige “Det kan jeg ikke lige håndtere lige nu, jeg synes det virker meget voldsomt det hele”. Og det er helt okay!

Men hvis du ikke er skræmt, så tag samtalen, hvis den der har mistet ønsker det.
Det er, for nogen, enormt terapeutisk at få lov til at tale om hele situationen.
Nu kan jeg kun tale for mig selv, og det virkede for mig.

Jo mere jeg talte med folk, jo nemmere blev det. Og jo nemmere havde de ved at forstå det.

En af min kammerater, som jeg besøgte for at få en øl og bare hænge ud, spurgte mig: ”Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til hvad der skete. Er det okay?”

Det var den helt rigtige tilgang for mig. Jeg kunne uden problemer have sagt at jeg ikke ville tale om det, og så kunne vi have talt videre om alt muligt andet.

Samtalen med ham gjorde også at han forstod mig bedre. Han forstod hvad jeg var på vej igennem, og hvordan han skulle forholde sig til mig.

Det kan godt være svært for omgivelserne at finde deres plads på hylden når man går igennem så stor en krise som det er at miste et barn.
Langt de fleste vil helst ikke rode rundt i sorgen og gøre forældrene mere kede af det. Så der bliver lidt berøringsangst.

Men mit bedste råd er: Spørg!

Spørg om det er okay at spørge!
Spørg om den der har mistet vil tale om det.
Spørg hvad du kan gøre, eller ikke gøre.

Det letter situationen meget at der ikke bliver et tabu omkring barnet.

Og lad være med at blive forarget over emnet. Det er følsomt. Det kommer ikke tættere på. Så hvis du ikke ønsker at lytte til historien, så lad være. Bare du ikke begrænser en sørgende forælder i at udtrykke sin sorg.

De bedste måde jeg har hørt folk kondolere på, har været ved at starte med ”tillykke med jeres søn”.

For selvom de så bagefter siger at de er kede af vi mistede ham, så giver det enormt meget respekt for barnet og de nye forældre at lykønske dem med deres barn.

Vi har været lykkelige for de folk som har ønsket os tillykke. For vi er trods alt blevet forældre til en lille dreng.

/Dennis