Fortet er faldet!

I skrivende stund kan jeg, uden tøven i stemmen, sige, at fortet er faldet.
Gaia har skoldkopper, er snottet og har derfor en kortere lunte end århusianske strygere til nytår.

Samtidig har jeg tilegnet mig en ny evne til at producere absurde mængder af snot, og er skam også blevet den heldige ejer af en hoste.
Normalt er det ikke så slemt at have en hoste. Det gør ondt, er irriterende og er ofte hånd i hånd med hovedpine.
Men denne gang er anderledes, da Gaia også er syg.

Skoldkopperne gør, at hun ikke har den store appetit, sover dårligt og er lidt hys hele tiden. De fleste med børn ved, at når man først har fået en baby til at sove, så er man klar til at henrette den næste person der laver en lyd, som potentielt kunne vække barnet.
Og jeg hoster som en gammel Fiat!

Det betyder, at min kone konstant er ved at slå mig ihjel.
Når Gaia endeligt sover, efter hvad der virker som en evighed på mors arm, så giver jeg lige den gamle motor et hiv, og hoster hele huset tilbage til udgangspunktet.

Konklusion: vi sover ikke meget for tiden.
Ikke at det er en ny ting, men nu er det endnu mindre end før.

Jeg har også lært, at selvom man er syg, så må man lige lade være med at være syg, når baby er vågen.
Syg, er noget du gør når baby sover.

Jeg ved godt, det hele bliver lidt klynket at høre på, og min kone er meget bedre til at se det hele fra en humoristisk vinkel. Jeg prøver at følge trop, så godt jeg kan.

Selvfølgelig synes hun til tider også, at det megahårdt at være småbørnsforælder, men hun er bare enormt god til at grine af sig selv og situationen.
Selv når klokken er 02:45 og Gaia er frisk som en nyfanget sild!
Hun pludrer løs til os begge to, og man kan se hendes lille, selvlysende sut, blæse rundt i sengen, som en lille ildflue på natligt eventyr.

Lige dér, er jeg tilbøjelig til at blive små-knotten. Jeg skal op på arbejde snart, og vi er først lige gået i seng.
Min kone er derimod en form for overmenneske, som bare griner lidt og siger ud i mørket: “Jeg tror, hun er færdig med at sove”.

Eller når jeg, med Gaia på armen, irriteret udbryder: “Jamen jeg har ikke flere arme, Gaia!”, hvortil min kone siger: “Så må du sku da lige ta’ og gro et par mere…”, mens hun smiler fjollet til mig.

Jeg tror, at babyer kan teste de fleste forhold noget så grusomt. Når man så oven i købet har 2/3 af nedlagt af sygdom, så bliver overskuddet og forståelsen bare dét mindre.

Tak gud for, at min kone er kommandør i vores fort. Ellers ville vi konstant være i undtagelsestilstand.
Jeg bæller lige lidt mere hostesaft, smører Gaia ind i creme og drikker en kop varm the med honning.

Med min kones hjælp, kan vi stolt hejse flaget på Fort Faderstuen, når alle mand er klar til kamp igen!

 

/Dennis