Går det?

I mit sidste indlæg beskrev jeg, hvordan vores datter endnu ikke kunne gå.
Hun må have læst indlægget og tænkt: “Nej, det skal sku ikke hedde sig!”, for inden for den sidste uge, har hun lært at gå!

Hun startede med et par stavrende skridt, og lige pludseligt var hun i gang.
Bevares, det er stadig noget usikkert, men hun går da mange skridt, før hun tumler omkuld og kravler resten af vejen.

Det bedste ved hele scenariet, er som sådan ikke, at hun har lært at gå. Det er hendes smil.
Hun er simpelthen ét stort grin, når hun tager hendes små, forsigtige skridt.

Hendes hænder er rakt ud til siden, hendes fødder tramper lystigt i gulvet og hendes ansigt lyser op med en glæde, der kun ses hos små børn. Der er de smukkeste små, stolte julelys i hendes øjne.
Og nu bliver jeg lige rigtig far-agtig.
Jeg er simpelthen så stolt af det lille menneske.

Jeg ved godt, at alle børn lærer at gå. Der er bare lige dét, at jeg da er ligeglad med alle de andre børn, der vandrer rundt.
Forstå mig ret, jeg er ikke ligeglad med andre børn og deres evne til at gå, men jeg bliver ikke stolt af børn der går, generelt.

Jeg kigger på Gaias smilende ansigt og smelter totalt sammen i hovedet. Det er som om jeg oplever glæden ved det første skridt, sammen med hende.
Hun kigger jo på os, med et blik der siger: “SÅ I MIG!? SÅ I MIG LIGE DEROVRE!? DET VAR SÅ SINDSSYGT, JEG GIK OG ALT MULIGT!”.

Det er jo egentligt lidt fjollet, at jeg bliver så overordentlig stolt over noget så simpelt som et par skridt. Jeg mener, vi kan det jo alle sammen.
Måske handler det ikke så meget om hendes evne til at gå, så meget som det handler om hendes evne til at gøre noget nyt.
For jeg blev akkurat lige så stolt da hun lærte at kravle, stå eller når hun finder en bog, kravler hen og sætter sig i skødet af mig, og forventer en højtlæsning.

Det er nok noget med vores børns udvikling. Det er en enorm glæde i, at se dem blive bedre til livet.
Om det så er første skridt, første bid mad med en gaffel eller første gang hun genkender faster Carina og Onkel Mathias på billeder, så bliver jeg pavestolt.

Men nu er vi jo ude i en helt ny problemstilling; hvordan passer man bedst på et barn, som har lært at gå?

Pludseligt kan hun nå ting, som før var uden for rækkevidde. Hun har fundet ud af, at hvis hun kravler op på sofabordet, kan hun kommer op i sofaen, som så leder hende op til vindueskarmen.
Så hun står dér i sofaen, storsmilende og med begge arme i vejret. Sejrsdansen vil ingen ende tage.
Jeg er jo stolt af min lille pige, men hun er jo ude i en situation, som kan være farlig.

Hun har jo fart på den lille djævel, og det gør ikke mor og far mindre nervøst anlagte. Jeg vil jo helst, at man kan gå ud i køkkenet efter en kop kaffe, uden at bekymre sig synderligt om hendes velbefindende inde på værelset.
Nu går der nok ikke længe før hun lærer at liste. Så bare vent, i starten af næste år kommer indlægget “Hvordan man håndterer at bo med en ninja” sikkert.

Går det? Ja. Det gør det i meget høj grad.
Har far her styr på det? Nej, men det går sku nok alligevel!

/Dennis (Den stolte far til en uhyggeligt mobil lille pige)