Close
Gammelfar før tid
facebook pinterest twitter

Gammelfar før tid

faderstuen 3 august 2015, 17:58

Jeg er i skrivende stund 29 år gammel.
Det synes jeg, som sådan, ikke er ret gammelt. Jeg ser stadig mig selv som en ung mand, i min bedste alder (det kan, efter sigende, sprede sig over en ret lang årrække).

Min far er født i 1960, og jeg synes heller ikke, at han er gammel endnu.
Jeg synes faktisk også, at han er i sin bedste alder. Han ser i hvert fald ud til at nyde livet.

Men jeg har opdaget noget ved mig selv. Jeg tror, jeg er ved at blive lidt en gammelfar.
Jeg er hverken rigtigt far, eller gammel, endnu, men jeg tror det er ved at ske.

Jeg er begyndt at kigge på mennesker, der er yngre end mig, og tænke: “Jesus kristus, hvad fa’en er det han/hun/de har taget på? Var der mørkt i soveværelset eller hvordan?!”

Jeg har endda taget mig selv i, adskillige gange, at se unge, kønne kvinder på gaden, og tænke: “Jamen søde ven da, du får sku da lungebetændelse, hvis ikke du får en trøje på!”

Jeg er en ung mand! Jeg burde tænke: “Så er der kavalergang på række ét!”.
Det gør jeg også ind imellem, men det er langt oftere at jeg tænker: “Hun har da en forkølelse hængende over hovedet hende der”.

På samme måde, når jeg tænder radioen, tænker jeg alt for ofte: “Det er edder-spark’me noget skodmusik de unge hører idag, det lyder jo ens det hele!”.

Så jeg er kommet frem til konklusionen, at jeg er blevet lidt en gammelfar.

Jeg skal være far om godt en måned. Det betyder åbenbart, at jeg har gjort mig klar til at stige af udviklings-toget, og bare begynde at være lidt bange for det hele.
Jeg håber da, at jeg kan følge med udviklingen i teknologi, musik, mode og alt det andet. Men jeg tror mest på, at min datter stikker af, især på teknologi-fronten.

Jeg ser ellers mig selv som lidt af en tech-nørd, og elsker når et nyt stykke elektronik kommer til verden. Jeg elsker når noget har lysende knapper, lyde og bevægelige dele.

… jeg har lige beskrevet en legetøjsrobot, har jeg ikke…?

Anyways, jeg tror egentligt ikke, at det er så slemt.
Jeg tror bare, at jeg skal acceptere, at jeg snart tilhører en generation, som er den sidste af sin slags for hvem “touchscreen”, var innovativt.

Jeg er vokset op i en tid, hvor farveskærme på mobiltelefoner, var det helt store gennembrud på teknologi-fronten.
Vi var overbeviste om, at “nu var fremtiden kommet!”, og det var den egentligt også.

Men jeg kan godt se, at den nok ikke “var ankommet”, den var nok mere løbende.
Men mon den løber fra mig, som den har gjort så mange generationer før mig?

Jeg har niecer, som er vokset op med ipads i huset, så når børnene idag ser en skærm, så swiper de automatisk på den. Jeg er stadig en lille smule blæst bagover over, at touchscreens rent faktisk er alment tilgængelige.

Så mit dilemma er: min datter kommer til at vokse op med den nyeste teknologi. Det tror jeg som sådan er sundt. Hun får brug for det senere i livet.
Men skal jeg “værne” lidt om hende?
Skal jeg give hende en billedbog, bare sådan til en afveksling ind imellem?

Åh gud, er jeg allerede ved at blive teknologi-forskrækket?
Nej.. nej det er sund skepsis!

Det fortæller jeg mig selv i hvert fald.
Igen og igen.

/Dennis