Graviditet og overtro

Jeg har altid haft en meget livlig og farverig fantasi.
Desværre har den også pustet liv i ret meget overtro gennem årene.

Jeg har som regel altid været i stand til at tænke: “Naahhh, det er sku egentligt lidt dumt”, når nogen har sagt, at man ikke måtte gå under en stige eller smadre spejle.

Jeg tror ikke på, at et smadret spejl giver andet end besværlig oprydning.
Ligeledes tror jeg også, at den eneste grund til, at man ikke må gå under en stige er, at der måske står nogen og arbejder for enden af den, og de kunne tabe noget i hovedet på dig.

Men, men men!

Når man, som vi, har mistet et barn sent i graviditeten, og nu venter et barn mere, så bliver man overtroisk. Meget overtroisk.
Min hjerne har taget samtlige minder fra min søns død, sådan cirka plus/minus en uge, og gjort dem farlige.

Det blev for nyligt en kamp for mig, som jeg ikke have forventet jeg skulle tage.

Dagen før vi mistede vores søn, besøgte vi min kones søster.
Det var en hyggelig dag, og absolut intet var unormalt. Det var bare helt tilfældigt dagen før vi mistede ham.

Så da Emilie igen blev gravid, var min første tanke: “Bare vi ikke bliver inviteret ud til hendes søster før efter fødslen”.
Se, jeg ved godt, at det er dumt. Jeg ved godt, at det ikke giver mening, og jeg ved godt, at logikken ikke holder.
Men alligevel prøvede min hjerne at finde grunde:

“Måske har de en eller anden gas-art under deres hus, som fremprovokerer aborter?”
“Måske er Emilie pludseligt blevet MEGET allergisk overfor lige præcist deres schæferhund?”
“Måske har de købt nye møbler, som er behandlede med et stof der er vildt farligt for gravide?”
“Findes der græsplæne-arter som er vildt farlige?!”

Min hjerne var HELT ude i det nært sindssyge, for at finde en god grund.

Jeg har senere fundet ud af, at graviditeter og overtro, hænger unægteligt sammen.

Tilsyneladende må man ikke købe en barnevogn før barnet er født.
Man må heller ikke redde babysengen.
Det virker lidt til, at man ikke rigtigt må gøre huset klar til en baby?

Jeg ved ikke helt, hvordan det skulle have en indvirkning på graviditeten, men det må man altså ikke.

Men nu, hvor vi venter en lille pige, så har jeg tilsyneladende smidt al fornuft ud af vinduet, og har overgivet mig til den totalt ulogiske overtro.
Jeg har fået til vane, at hver gang min datter bevæger sig derinde, og jeg mærker det, skal jeg lige sætte munden mod maven og kalde hende en “måsselmås”, fordi sådan er det nu engang bare blevet.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan ikke helt få mig selv til at lade være.

Jeg har tilsyneladende også bestemt mig for, at jeg ikke må rulle gardinerne for på børneværelset. Også selvom aftensolen står gennem vinduet og lyser ind i vores soveværelse, når vi prøver at sove.

Anyways, Emilies søster inviterede os til fødselsdag.
Allerede da vi fik invitationen var jeg lidt i panik.

Nu havde jeg gået og frygtet det, og nu skulle vi så derud alligevel.
Jeg kunne godt se, at bare fordi min overtro var i fuld flor, kunne jeg jo ikke så godt ringe og sige: “Jaaaaa, vi kommer ikke.. hvorfor? Ja, det er fordi jeg er ret sikker på at jeres hus og/eller noget omkring det, er farligt for gravide jo”.

Så nu måtte der findes et kompromis.

Min hjerne kunne ikke tillade mig, at jeg gentog samme tur som sidste gang.
Så jeg blev enig med mig selv om, at hvis nu Emilie ikke sad samme sted i deres sofa, som jeg kunne huske hun havde siddet sidste gang, så var det nok okay.

Ja, det lyder endnu mere sindssygt, når jeg lige får det skrevet ned, kan jeg godt se.

Så jeg var nød til at fortælle Emilie at: “Det her er dumt, jeg ved det godt, men du må ikke sidde lige dér”.
Emilie, som godt vidste jeg havde det lidt stramt, var sød nok til at acceptere mine underlige krav, og brugte en stol istedet.

Vores lille pige har det stadig fint, og maven vokser stødt (og jeg er heldigvis sluppet af med frygten for huset derude):

IMG_0111
Gad vide, hvor meget overtro der findes i forbindelse med graviditeter?
Det kan næsten ikke kun være barnevogn og -seng, der er “regler” omkring.

Hvor kan hjernen dog være underlig ind imellem.

/Dennis