Close
Har du et grimt barn?
facebook pinterest twitter

Har du et grimt barn?

faderstuen 19 maj 2017, 20:01

Jeg sad for nyligt med et par gutter og havde en samtale, der omhandlede vores børn.
Vi er alle sammen rørende enige om, at vores børn er både fantastiske, dejlige og smukke.

Det kommer lidt med forældrerollen, tror jeg, at man er dybt forelsket i egne børn, men hvad med de andre?
Når jeg kigger på andre folks børn, kan jeg da sagtens se, at nogle er pænere end andre, det er helt naturligt, men mit eget barn er slet ikke udsat for samme kritiske syn.
Min datter er perfekt, og enhver må da også kunne se, at hendes udseende er noget nært guddommeligt.

Sagen er jo, at vi alle sammen har det sådan med vores børn, og lad os nu være ærlige; det er ikke alle mennesker der er lige kønne.

Meget af det vi opfatter som “smukt”, er jo dybt bundet i vores personlige gradbøjninger og fortolkninger af ordet. Jeg synes, min kone er smuk, men jeg er da også overbevist om, at jeg er svært farvet af hendes personlighed. Jeg kender hende, og det tror jeg også farver min opfattelse af hendes udseende.
Jeg er helt med på, at udseende langt fra er alt, men det var lige det samtalen handlede om; har jeg et grimt barn?

Vi blev enige om, at selv hvis man var blevet far til et barn, der ikke nødvendigvis havde vundet det genetiske lotteri, så ville man stadig synes, at han/hun var smuk. Der må simpelthen være en eller anden biologisk forklaring på, at vi absolut ikke kan gøre andet end at synes vores børn er smukke.
Måske er det naturens måde at fortrylle os på, så vi knuselsker de små poder, lige meget hvor “anderledes” de ser ud.

Jeg synes jo personligt, at de forskelligheder vi render rundt med, er med til at gøre os smukke og unikke. Der er noget universelt dejligt i, at vi ikke alle sammen ser ens ud.
Men skal jeg være helt ærlig, så har jeg ind imellem set børn, hvor jeg har tænkt: “hold da op.. det var ikke det heldigste udfald i Verden”.

Igen, min opfattelse af skønhed er udelukkende baseret på personlig præference, så der er ikke ret meget brugbar sandhed i mine udtalelser om andre folks fysiske fremtræden.

Vi kom frem til, at fra naturens side, måtte vi være udstyret med så stor en pose kærlighed, at selv hvis vores børn var “grimme”, så ser vi direkte hen over det, fordi vi elsker deres små spirende personligheder så meget.
Og det måske dér samtalen skal ligges til hvile; jeg ser jo ikke min datters udseende, på samme måde som andre gør det.
Jeg ser hendes udvikling, hendes personlighed, hendes små underlige ord for alting, hendes kram, hendes brede smil hver gang hun ser sin mor og alt det andet, der gør hende til hvem hun er.

For mig, er hendes udseende helt og aldeles sekundært, og hvis man kan overføre den tanke til resten af menneskerne omkring sig, så tror jeg man er godt på vej til en mere lykkelig tilværelse.
Jeg er sjældent den kønneste eller klogeste person i rummet, så jeg er langt fra ekspert, men tænk sig hvis vi kunne se hinanden på samme måde som vi ser vores børn; som individer med personligheder, hvor udseendet ikke er topprioritet.

Hvor ville det dog være befriende.

Jeg har verdens smukkeste barn, og det har du også.
Det er tilsyneladende sådan det fungerer, og den kærlighed vi kaster efter vores børn, opfordrer dem til at blive bedre mennesker.

Som min kone siger; vi skal møde folk med lukkede øjne og åbne sind.

/Dennis