Havrefras og Tanqueray

De fleste forældre kan nikke genkendende, når jeg fortæller om den personlige balance i forældreskabet.
Balancen mellem at være far/mor og at være “mig”.

Det er naturligvis det samme, i og med at jeg er far, men der er alligevel en adskillelse.

Der er visse ting i mit liv, som intet har med Gaia at gøre, og som hun heller ikke nødvendigvis behøver være en del af.
Det er den del af livet man plejer, når man eksempelvis tager på kæresteweekend-kroophold uden børn.

I går aftes viste det danske forår sig fra sin efterhånden sjældne side, og gav os en nogenlunde tør og lun aften. Det betød at min kone og jeg var i haven.
Vi har et hav af projekter i gang, og vi nyder at gå derude og nusse rundt. Oprydning efter træfældning, brændekløvning, terrasse-sommer-klargøring, lugning, maling af træværk, gruskørsel og drivhus-klargøring er bare lidt af de tusinde ting vi har sat i gang.
Vi holdt en pause i arbejdet, satte os i det varme drivhus og fik en gin og tonic. Det er sådan et dejligt lille pusterum, hvor der bare er helt stille.

I morges da jeg skulle ud af døren for at aflevere Gaia, kiggede jeg hen over køkkenbordet.
Der stod alkohol og morgenknas lige ved siden af hinanden. Sådan en form for dysfunktionelt par, der bare stod og var forvirrede i hinandens nærvær.

Det var på en eller anden måde et ret perfekt symbol på livet som forældre. Der er morgenstress og putte-ritualer engros, og så er der tiltrængte drinks-pauser i drivhuset.
Jeg stod bare og smågrinte lidt for mig selv, da min kone spurgte, hvad jeg grinede af.

“Havrefras og Tanqueray” sagde jeg.

Hun behøvede ikke mere forklaring, for selv at grine lidt af det.
Jeg har lært at rollen som far/mor er et fuldtidsjob. Ikke kun pga. de praktiske gøremål, der hører sig til et familieliv, men også den mentale omflytning, der finder sted.
Børnene bliver altomsluttende for alle handlinger jeg foretager mig. Det betyder, at jeg har Gaia med i alt jeg gør.
Når det så er sagt, så har selv den mest forstående, omfavnende hippie-forælder brug for en pause ind imellem.
En pause, hvor man ikke tænker på børnene så meget, måske endda slet ikke.

Det har hverken noget at gøre med mangel på kærlighed for ungerne, eller en fraværende lyst til forældrerollen. Det er bare en pause i hverdagen.
Om det er drinks i drivhuset, en tur på golfbanen eller noget helt tredje, det er ligegyldigt.

Jeg har før skrevet om den dårlige samvittighed, der følger med, når man aktivt foretager sig noget, der udelukkende er for egen  skyld. Den, må jeg indrømme, er ved at forsvinde. Jeg har lært at skelne.
Det er ikke nødvendigt at have dårlig samvittighed overhovedet, for man er jo nød til at passe på sig selv (ja, jeg er klar over at alkohol ikke passer helt godt ind i sætning “passe på sig selv”, men leg lige med alligevel).

Det vigtige er, at de to verdener kan fungere sammen.
Der skal jo helst ikke drikkes alkohol til morgenmaden, og jeg pakker heller ikke pusletasken til en kanotur med drengene (det passer ikke, jeg pakker vådservietter, men de små sataner kan også bruges til ALTING).

Det kan være svært, specielt i starten, at finde en balance mellem “mig som mig” og “mig som forælder”.
Det er to forskellige kasketter, men de har samme farve.

/Dennis