At holde øje med sine børn!

Jeg har været far til Gaia i godt to et halvt vidunderlige år.

Det jeg har lært, blandt andet, er, at man lærer det med “forældreskab”, sådan lidt hen ad vejen.
Der er ingen pjece, bog, intro-video eller andet, der kan forberede dig ordentligt på at blive far eller mor.

Så man er nød til at væbne sig med tålmodighed, når man står der med et barn, der gør noget man ikke forventede, og man på samme tid ikke rigtigt kender den rigtige måde at reagere på.
Det har jeg oplevet flere gange i mit virke som far, og her for leden, oplevede jeg endnu en ny situation.

Vi havde besøg af én af min kones veninder, som er i den lykkelige situation at være gravid med sit første barn.
Hun/de venter sig en lille dreng, og vi forsøgte det bedste vi kunne, at komme med gode råd og tips til, hvordan man sådan starter ud med at være forældre.

Det er, som sagt, ikke nogen nem opgave at rådgive omkring, for alle børn er forskellige, og det er deres forældre også!

Den gravide veninde var også så sød, at tage en gave med til vores datter; 4 små tuscher og tilhørende tegne-plader og klistermærker.
Der var omgående lykke, da papiret blev flået af, og hun fik lov at sidde på gulvet med sine nye sager, mens vi drak kaffe og spiste morgenmad.

Der var bare lige én ting vi ikke havde tænkt over:
Vores datter har aldrig ejet en tusch.

Vi har altid bare givet hende farveblyanter, for det er ligesom bare nemmere at fjerne fra vores trægulv, hvis uheldet nu skulle være ude.
Og jeg tror vi kiggede væk i omegnen af 12 sekunder, før vi hørte noget, de fleste forældre frygter:

Stilhed.

Der var stille inde fra stuen.

Der var to muligheder; enten er barnet så koncentreret om sin tegning at hun har glemt at tale om det, eller også er hun i gang med at tegne på noget, der ikke bør tegnes på.
Vores datter er sjældent stille, sådan helt generelt, så vi vidste nok godt, hvad der foregik.

Da vi kiggede ind i stuen, kunne vi se vores datter sidde meget stille på gulvet.
Da hun endeligt kiggede op, var det med et kæmpe smil og betydeligt mere rød farve på kroppen end normalt.

 

Ikke alene var Gaia tilfreds, hun var også stolt!

“Se far! Jeg har tegnet!”

Og det havde hun ganske rigtigt.

Jeg synes ikke rigtig jeg kunne tillade mig at være sur på barnet, for hun var simpelthen så stolt af sig selv.
Jeg havde jo i grunden heller aldrig fortalt hende, at hun ikke måtte bruge sig selv som kanvas, og mine tatoveringer taget i betragtning, ville det nok også have været lidt dobbeltmoralsk.

Alt i alt må vi sande, at vi ikke havde holdt helt godt nok øje med hende.
Jeg synes egentlig heller ikke, man skal overvåge børn 24/7, for de skal også have lov at lege for sig selv, men lige her ville jeg ønske, at jeg måske havde holdt lidt bedre øje.

Om ikke andet, er vi en oplevelse rigere, og vores barn er mere farverigt end normalt!

Vi grinede bare lidt og konstaterede at vores datter har en naturlig nysgerrighed.
Det må i sidste ende være en god ting!

/Dennis