“Hvad hvis hun bliver lesbisk?!”

Jeg har altid nydt at tale med folk, der tænker anderledes end mig.
Ikke fordi jeg godt kan lide at folk siger ting, jeg finder stupide, men fordi jeg synes, det er spændende, at vi kan være så forskellige.

For nyligt fik jeg spørgsmålet: “Jamen, hvad ville du gøre hvis hun (min datter) bliver lesbisk?!”, efterfulgt af et ganske forfærdet ansigtsudtryk, der mest af alt kan beskrives som: “Jeg har lige lugtet til noget meget grimt”.

Jeg vidste faktisk ikke helt, hvordan jeg skulle svare på spørgsmålet, og samtalen gik hurtigt videre, så derfor vil jeg svare på det nu, hvor jeg har haft tid til at tænke over det.

Egentligt var det ikke svært at komme frem til et svar.

Jeg ville støtte hende, elske hende, være der for hende og gøre alt jeg kan for at beskytte hende. Som jeg altid vil gøre.
Det er det samme svar, som hvis jeg var blevet spurgt: “Hvad ville du gøre, hvis hun blev heteroseksuel?!” eller “Hvordan vil du behandle din datter, sådan helt generelt?”

Hvorfor i alverden skulle jeg begynde at blande mig i hendes seksualitet? For det første er det slet ikke noget, jeg bestemmer over.
For det andet, er det ikke noget jeg kan lave om på, selv hvis jeg ønskede det.

Og vigtigst af alt; hendes kommende seksualitet har intet at gøre med min kærlighed til hende.
Jeg er efterhånden næsten træt af emnet; for jeg kan ikke begribe, at der stadig findes folk, der kan have et så indebrændt forhold til seksualitet, at man ikke bare kan acceptere andre folks valg.

Skal jeg så også bestemme over farven på hendes tøj, hendes religion, måden hun sætter sit hår på og hendes yndlings-film?

Hvis min datter skulle finde ud af, at hun var til kvinder, kan jeg ikke helt forstå, hvorfor det skulle påvirke noget som helst.
Jeg vil stadig stille de samme spørgsmål:

Er du glad?
Er du lykkelig?
Bliver du behandlet med respekt og kærlighed?
Føler du dig værdsat og elsket?

De spørgsmål har intet køn. De handler om kærlighed.

Er der udfordringer forbundet med at være homoseksuel? Det er der ganske givet, men jeg ved af gode grunde meget lidt om det.
Jeg kan ikke forestille mig, at det er nemt at være homoseksuel i en verden, hvor der stadig findes mennesker, som ham der stillede mig spørgsmålet “Hvad ville du gøre?”.

Det må være svært nok at blive dømt af fremmede, for noget der ingen personlig indvirkning har på dem, uden at din egen far også skulle dømme dig.

Min kærlighed til min datter har ingen grænser, og jeg vil helt bestemt ikke lade den begrænse af noget så naturligt som “Jeg kan godt lide den person derovre”, ligesom jeg heller ikke håber, at hendes egen kærlighed bliver begrænset af noget som helst.
Om hun vælger en pige eller en dreng, skal være op til hendes egen opfattelse af kærlighed, ikke en forudbestemt konstellation, som samfundet har sat fast.

Tænk sig at skulle præsentere sin nye kæreste for sine forældre, og blive mødt af fordomme istedet for varme.

Så hvad ville der egentligt ske, hvis min datter kom hjem med en pige under armen?

Jeg tror, jeg ville byde hende på kaffe.

/Dennis