Hvad skal vi lære vores børn om feminisme?

Jeg ved godt, at jeg som mand, bevæger mig ud i noget lidt farligt lige nu.
Men hvorfor har jeg det egentligt sådan?

Bør samtalen om feminisme, dens formål og dens udtryk, ikke kunne diskuteres af alle?

Jeg er af den overbevisning, at feminisme er et forkert ord at bruge, om hvad jeg ser som en ligestillingskamp.
Jeg er da godt klar over, at den verden vi bevæger os i, er sat sammen af mænd, sådan i store træk i hvert fald. Men skal det handle om kvindernes kamp mod mændende, eller skal det handle om menneskers kamp for lighed?

Jeg vil gerne lære min datter, at alle er lige.
Det handler om hudfarve, religion og ikke mindst om køn.

Men hvis jeg skal lære hende om ligestilling i alle livets farver, så skal det også gøres med en faktuel baggrund.
En diskussion som denne er farlig, fordi den tit bliver styret af følelser.

Helt afhængigt af dit startpunkt, bliver samtalen farvet i retning af, hvad du føler er det vigtigste punkt i hele debatten.
Det er der ikke noget galt i, det bliver bare tit til et skænderi, istedet for en samtale, fordi folk har passion og stærke holdninger med i vælten.

Jeg skal ikke spille smart, for jeg kender ikke til hverken statistiske undersøgelser eller historisk baserede konklusioner, men så længe folk føler sig trådt på, så skal vi kigge på det.
Mit frygt, ved at lære mine børn om feminisme, er, at jeg har oplevet hvor svært det er at tale om, når man er mand.
Når jeg går igang med at tale om ligestilling, bliver jeg som som regel mødt med: “Ja, men du er også en mand, så du forstår det ikke”.

Det er da korrekt, at jeg ikke ved en hujende hornlygte om, hvordan det er at være kvinde i dagens Danmark, men jeg kan vel stadig have en mening om ligestilling?
Så når jeg skal forklare min datter om ligestilling, kan jeg så gøre det uden at farve hende? Er der noget ubevidst i min psyke, noget mandligt, der gør at jeg ikke er egnet til at tage den samtale med hende?

Skal jeg i virkeligheden overlade den slags til min kone?

Det synes jeg ikke.
Jeg synes, vi bør tage samtalen i fællesskab, både i mit hus og i samfundet.

Jeg mener, at opdragelsen af vores børn, sker gennem de ting vi viser dem.
Det kan være vores handlinger, men også film, tv, bøger og kultur.

Når jeg en dag viser min datter den animerede film “Brave”, bliver det for at vise hende en stærk, stolt kvindelig helt, der kan, hvad hun vil.
Det samme sker, når jeg viser hende “Frozen”, for at lære hende, at prinsesser også har indre styrke og ikke bare er påklædningsdukker.

Men hvad med de film vi viser drengene?
Langt de fleste af dem er centreret omkring en mandlig helt, som helt alene skal ud og overvinde en skurk (som regel med en form for vold), for derefter at få sin præmie; pigen.
Hans rejse er som regel ensom, for han skal lære at klare sig selv.

Så hvis vi lærer vores piger at være stolte, stærke og magtfulde, er det så ikke en underlig kontrast til at lære drengene at de skal være ensomme riddere, der udøver heroisme for at få fat i selv samme pige?

Måske vi skal vise pigerne, at ridderen ikke kun er en voldelig, ensom ulv, der slagter drager for at snuppe sig en kvinde. De har stolthed, ære og styrke. De er til tider motiveret af kærlighed, afsavn og venskab. De kan være vigtige holdkammerater.

Og måske bør vi vise drengene, at prinsesserne ikke bare er stilsigende, kønne, kjolebærende glasfigurer, som man vinder, hvis man spiller nok med musklerne. De er ledere, vejvisere og magthavere. Prinsesserne er, igen, holdkammerater.

Bør vi ikke insistere på at lære vores børn, at med teamwork opnår vi mere.

Ligemeget hvem man samarbejder med, vil der altid være nogen, der forsøger at vinde noget, det er klart. Men hvis vi som forældre, ikke kan tage en sober debat om noget så himmelråbende åbenlyst som ligestilling, så er det jo en helt anden problematik vi skal have fat i.

Men jeg er nervøs for at opdrage en ung kvinde, der farvet af en misforstået debat, kommer til at have en indlært forskelsbehandling, fordi samfundet har lært hende, at kvinder kun er prinsesser og mænd kun er riddere.

Hvis vi mangler en ridder med tiara, så tager jeg den gerne for at vise min datter, at riddere og prinsesser godt kan dele værdier.
Så kan vi fægte med træ-sværd lige indtil te-selskabs-tid.

Så lad os kalde det ligestillingskamp istedet, for det er ikke bare en feminin problemstilling – det er en menneskelig én af slagsen.

/Dennis *