Jeg er Gaias far

2016-03-16 17.21.29

For nogle uger siden havde vores datter feber.
Det er ikke unormalt for babyer at have feber, faktisk er det forventeligt, men fordi jeg er førstegangs far og har et enormt overskud af nervøsitet omkring min datters velbefindende, så ringede jeg til vagtlægen.

Da hun tog telefonen, sagde jeg noget i stil med, “Jeg er Gaias far”, da hun spurgte til, hvem jeg var.

Det er ikke første gang jeg har sagt det, men fordi det virkede så officielt, fik det mig til at tænke:
Jeg er Gaias far.

Jeg har været far længe nu (alt er relativt), men det er ligesom først gået ind på lystavlen her snart 7 måneder efter Gaias fødsel.
Når hun ser på mig, ser hun meget mere end bare “Dennis”.
Hun ser jo “far”.
Som jeg før har skrevet om, indeholder den titel bare så utroligt meget usagt.

Jeg ser jo ikke “far” i spejlet, når jeg står op om morgenen.
Jeg ser mange ting, men far er ikke rigtigt en af dem endnu.
Det betyder ikke, at jeg ikke føler mig som far, for det gør jeg, men jeg er bare så utroligt stolt over den titel, at det er lidt svært at forholde sig til.

Gaia har jo ikke rigtigt andet at forholde sig til end “far”.
Hun har jo ikke kendt mig som andet. Hun kender ikke til den uansvarlige fyr, som drak lidt for mange øl i gymnasietiden, mens han ignorerede alt der hed regninger og rudekuverter.
Heldigvis!

Det betyder, at hun ikke bare ser en person. Hun ser tryghed, sikkerhed, varme og alt muligt andet.
Når jeg tænker på min egen far, er det heller ikke så meget bare “Allan” jeg tænker.
Jeg ser styrke, stolthed, tryghed og varme. Jeg ser utallige minder; sommeraftener i haven, leg i soppebassinet, stoisk ro, køreture bag på Harley’en og varme krammere på kolde vinterdage.

Man installerer ligesom nogle egenskaber i sine forældre, som de ikke nødvendigvis selv er klar over de har.

Alle de tanker fløj gennem hovedet på mig i samme sekund som vagtlægen sagde: “Ja, jeg kan se ud fra hendes CPR at hun er lige godt 6 måneder gammel, din lille pige”.
Min lille pige.
Det blev bare så virkeligt, på en måde som jeg ikke havde tænkt over før.

Vagtlægen fortalte mig akkurat det samme, som min kone havde fortalt mig forud for de 27 minutters telefonkø, jeg absolut insisterede på at udholde.
Gaia havde det som sådan egentligt meget godt, hendes feber var ikke alt for høj, hendes humør var fint og jeg skulle tage at slappe lidt af.

Da jeg lagde røret på og fortalte min kone, hvad der var blevet sagt, fik jeg sådan trang til at kramme min datter.
Hun skal have lov at have urimeligt høje krav til min som far. Hun skal have lov at se mig som usårlig, urokkelig og som noget nært en superhelt, akkurat ligesom jeg altid har set min far.
Men lige meget hvordan glansbilledet ender med at se ud, så starter det med et godt, varm og inderligt kram.

Der er aldrig noget skidt der er startet med et kram.

Jeg er Gaias far, og jeg vil altid have varme kram på lager.

/Dennis