Jeg er tryghed

Én gang om ugen har jeg lukkevagt på mit arbejde. Det betyder at jeg først er hjemme efter Gaia er blevet puttet, og dermed ikke får set hende ret meget den dag.
Men sidste gang jeg kom hjem, begyndte Gaia at græde inde fra soveværelset, nok mest fordi jeg havde glemt at børn hader larm når de sover, eller bare fordi hun havde det varmt derinde.

Under alle omstændigheder, gik jeg ind til hende og satte mig i stolen ved siden af sengen.

Så snart hun så mig, smilede hun og lukkede øjnene igen. Det virkede til at min blotte tilstedeværelse var nok til at få hende til at falde til ro igen.
Det fik mig til at tænke over den rolle jeg har som far.

Jeg har flere gange skrevet om ansvaret man bliver givet som forældre, og det her er et af dem; tryghed.
For min datter, er jeg trygheden selv. Når hun på den måde falder til ro, kun ved at se mit ansigt, må det betyde at jeg gør hende rolig, og det gør mig mere lykkelig end jeg havde troet muligt.

Når hun tager mig i hånden for at gå ned af trappen, er der ingen tvivl i hendes hoved om at jeg nok skal passe på hende, hvis hun skulle snuble. Det er også derfor hun render hen og tager fat om mit ben, når der pludseligt er nye gæster til fødselsdagen, som hun ikke havde opdaget. Hun ser mig som en tryg base, hvor alting er ufarligt og trygt.

Det er første gang jeg har haft et så stort ansvar, uden at føle frygt for at kunne fejle det.
Når man eksempelvis bliver givet et ansvar på arbejdet, ligger der i ansvaret at du potentielt kan fejle og miste ansvaret igen. Man stoler på at du kan håndtere opgaven, og hvis ikke, bliver den givet til en anden.

Men med ansvaret som trygheds-giver til min datter, har jeg ingen frygt for at kunne fejle. Jeg tror det er fordi jeg ikke kan lade være.
Om jeg vil det eller ej, så er det sådan jeg ser ud gennem hendes øjne; jeg er tryghed, sikkerhed og et skjold mod alle verdens farer.

Det er et stort ansvar at bære, men som sagt, så føles det både naturligt og helt fantastisk.
Jeg får lov at være superhelt, og det er noget både jeg og mit indre barn er helt vilde med!

Når Gaia skal i seng om aftenen, og det er mig der skal putte, tager jeg hende altid på skulderen og giver hende “Ninna”, som er hendes lille kaninbamse.
Hun lægger hovedet på min skulder, lukker øjnene og laver den eneste lyd i verden der er mere tryg end når en kat spinder.
Hun laver “træt”-lyden, som egentligt mest består af en mumlen, der bliver langsommere og langsommere efterhånden som hun falder i søvn.

Det er næsten lige meget hvor oprevet og ked hun er, så kan min skulder bruges som trøst og tryghed.
Jeg er ret sikker på at det er den ting, jeg er mest stolt af i mit liv.

Af alle de ting jeg har bedrevet, skabt, skrevet og sagt, så er dét øjeblik det største og mest indflydelsesrige i mit liv.
Jeg får lov at være den ultimative tryghed, før søvnen overtager og hun døser hen.
I det øjeblik forstår jeg hvorfor folk siger: “Der er ingen kærlighed, som den du har til dine børn”.

Jeg havde for nyligt en samtale, som konkluderede i: “Vi har valgt et liv, hvor vennerne ikke længere kommer er først i køen”, og den sætning er sammenkogningen af hvad jeg føler i dét magiske øjeblik hvor min datter falder i søvn på min skulder.

Mine venner, min kone, mine forældre og alle andre jeg nogensinde har kendt, bliver sekundære i det øjeblik.
Det er den reneste form for tryghed der findes, og det er ikke kun min datter der oplever den.

/Dennis